fbpx

SARS-CoV-2

Hjem » COVID-19 » SARS-CoV-2

Covid-19 er den sygdom, man får, når man inficeres af det virus, der hedder SARS-CoV-2. I den brede befolkning kaldes både virus og sygdom corona. Virusset hører til den virusfamilie, der hedder corona, og den familie har været kendt siden 1930’erne. Coronavirus kan være årsag til alt fra lette forkølelser til alvorlig sygdom. Det er altså en virustype, vi har levet med længe, og der har tidligere været eksempler på spredning af cononarvirus af mere alvorlig karakter. Det skete i 2002, da SARS-epidemien brød ud i Kina og spredte sig til den øvrige verden. SARS er en forkortelse for Severe Acute Respiratory Syndrome – altså en alvorlig akut luftvejsinfektion. I 2012 brød MERS (Middle East Respiratory Syndrome) ud og har været anledning til alvorlige lungeinfektioner på Den Arabiske Halvø. Genetiske undersøgelser viser, at 80% af det nye coronavirus er identisk med SARS, hvis videnskabelige navn er SARS-CoV-1. Derfor blev den nye coronavariant, vi i Danmark stiftede bekendtskab med i 2020, navngivet SARS-CoV-2: Severe Acute Respiratory Syndrome Corona Virus 2.


Flere vira kan forårsage sygdomme, der kan overføres fra dyr til mennesker – de såkaldte zoonoser. Det er dokumenteret, at SARS-virusset, der i 2002 spredte sig til mere end 30 lande, spredte sig fra flagermus til desmerkatte, inden virus muterede, så det også kunne inficere mennesker. Man mener, at et tilsvarende forløb har fundet sted for SARS-CoV-2, der sandsynligvis er udsprunget fra flagermus og herfra spredte sig fra et fødevaremarked i Wuhan i Kina. Der har dog også været spekulationer om, at virus skulle være menneskeskabt på et laboratorium og ved et uheld er kommet ud i befolkningen. Der er dog intet videnskabeligt, der støtter den tese, mens flere studier har kunnet placere virusstammer identiske med dem, man fandt i de første covid-patienter, ved et afløb ved et det omtalte fødevaremarked i Wuhan. 

https://www.science.org/doi/10.1126/science.abp8715  

https://www.science.org/doi/10.1126/science.abp8337

Efter SARS-udbruddet i 2002 forbød man salg af vilde dyr på markeder i Kina, men den lov blev altså ikke håndhævet i tilstrækkelig grad i Wuhan i 2019.


Udbruddet i Danmark

Det gik relativt hurtigt, fra det første tilfælde blev konstateret i Wuhan i december 2019, til resten af verden også blev ramt. Det overraskede mange. D. 22. januar 2020 udsendte Sundhedsstyrelsen herhjemme en pressemeddelelse, hvoraf det fremgik, at der var ”meget lille sandsynlighed for, at sygdommen kommer til Danmark”. Desværre fik man ikke ret i den forudsigelse. D. 27. februar 2020 konstaterede vi det første tilfælde i Danmark. To uger senere, d. 11. marts, var samfundssmitten så omfattende, at statsminister Mette Frederiksen i samråd med sundhedsmyndighederne vurderede, at landet skulle lukkes ned. Med samfundssmitte menes, at man ikke længere kun blev smittet i udlandet; vi smittede hinanden, og nedlukningen var et forsøg på at bremse den smitte.  


Den italienske by Bergamo blev Europas epicentrum for smitten, og erfaringerne herfra kom til at blive væsentlige for det øvrige af Europa. D. 20. februar, blot en uge før første tilfælde i Danmark, blev Italiens første tilfælde registreret. 3 dage senere var 151 smittet og 3 var døde. Man var oppe imod en ukendt, usynlig fjende. 

D. 19. februar var 44.000 publikummer samlet på San Siro-stadion i Milano. Her spillede Bergamos hold, Atalana, ottendedelsfinale i Champions League mod Valencia. Nogle læger mener, at dette var en såkaldt supersprederbegivenhed, hvor publikummer på deres vej til og fra og på stadion intetanende smittede hinanden. 

Da man i Bergamo gik og ventede på, at det nye virus fra Kina skulle ramme, var det allerede udbredt – man vidste det bare ikke endnu. Derfor bar hospitalernes personale heller ikke værnemidler, og det forværrede sandsynligvis situationen. 5000 læger og sygeplejersker blev smittet med det nye coronavirus, hvoraf ca. 1% døde. Det var et uhyggeligt billede, der tegnede sig i Italien. 

De skræmmende billeder satte dybe spor og har utvivlsomt påvirket reaktionerne herhjemme – både privat og politisk. Hvis det kunne gå så galt i et europæisk land, kunne det vel gå ligeså slemt herhjemme? Det er der intet, der tyder på, for selvom Danmark og Italien begge er lande i Europa, adskiller Italien sig fra det øvrige Europa på en række afgørende punkter. Det gælder fx deres kultur, der bl.a. er kendt for at have et socialt og udadvendt liv langt op i alderdommen. Desuden har italienerne et stærkt familiemønster på tværs af generationer. Ifølge en undersøgelse foretaget af Universität Bonn bor 23% af italienerne mellem 30 og 49 år med deres forældre. I Frankrig fx gælder det for kun 1% i samme aldersgruppe. Det er normalt vilkår, resten af verden beundrer italienerne for, men når det gælder corona, er udadvendthed og stærke familiebånd ikke nødvendigvis fordelagtige. Situationen forværredes yderligere, da man i Italien har verdens næstældste befolkning; næsten en fjerdedel af den samlede befolkning i Italien er over 65 år. Endeligt er Italiens sundhedsvæsen ikke så centraliseret, som det er i Danmark, hvorfor man ikke kunne yde en fyldestgørende understøttende behandling. Det er i lyset af disse uheldige sammenfald, at sygdommen ramte så hårdt i Italien og samtidig årsagen til, at situationen ikke var sammenlignelig med Danmark.  


Nedlukningen 
Når regeringen vurderede, at det d. 11. marts 2020 var nødvendigt at lukke ned, skyldtes det de ubekendte faktorer, som det nye virus blev tilskrevet. Det er nemlig hverken nyt eller uvant, at et virus rammer mange – endda så voldsomt, at ældre, svækkede personer dør af virusset. Det sker fx hvert år, når influenzasæsonen sætter ind. Man kendte ikke den fjende, man stod over for, og det affødte et hidtil uset forsigtighedsprincip, som langt fra alle var enige i. Nedlukningen og forsigtigheden førte til stor splittelse i befolkningen – ikke bare i Danmark, men i hele verden. 

Præsymptomatisk smitte
De indledende tiltag blev truffet ud fra et forsigtighedsprincip. Man kendte ikke den fjende, man stod overfor, og derfor turde man ikke andet end at lukke ned. Der var bl.a. tale om asymptomatisk smitte, hvor folk intetanende smittede andre, fordi de ganske enkelt ikke vidste, at de var syge. I dag ved vi, at asymptomatisk smitte har en meget beskeden rolle i det samlede smittebillede. Til gengæld ved vi også, at det nye coronavirus har en anden lumsk egenskab, der gør den svær at inddæmme. Det nye coronavirus har en længere inkubationsperiode end andre tilsvarende sygdomme, og det smitter allerede før, symptomerne sætter ind – altså præsymptomatisk. Det forhold gælder helt frem til dag 5, hvor smitten synes at aftage, mens symptomerne måske tager til. Det er atypisk. Ved andre virale luftvejsinfektioner topper smitten nemlig langt senere i forløbet. For SARS fx topper smitten mellem 10 og 14 dage efter, symptomerne har sat ind. For MERS topper smitten 7 til 10 dage efter symptomerne er kommet. Det store problem heri er, at den sygdomsramte endnu ikke kender sin egen situation og derfor agerer som altid: går på arbejde, tager med offentlige transportmidler, køber ind etc. Ved alle disse aktiviteter er der risiko for at smitte andre. De situationer kommer man normalt ikke i ved andre sygdomme, da de fleste bliver hjemme, når de er syge, og da smitten som regel topper samtidig med symptomerne, vil man ikke udgøre den samme risiko for andre. 

Desuden var der mange, der så tiden an, når de følte sig sløje. Måske ville det være bedre dagen efter, men hvis der var tale om den nye coronavariant, ville det være for sent, hvis man ville undgå at smitte andre. Det problem gjorde sig også gældende i forhold til test. Følte man sig sløj og lod sig PCR-teste, ville man typisk først modtage svaret et par dage senere. I den tid kunne man uforvarende smitte andre. 

Man har skullet lære, at man skal blive hjemme ved selv det mindste symptom, og den omstilling har været – og er fortsat – svær i Danmark. Her hersker en generel holdning om, at man sagtens kan gå på arbejde, selvom man er lidt sløj. Andre steder i verden er problemet dog endnu større, hvor færre end i Danmark har muligheden for at blive hjemme.  En undersøgelse, der under første smittebølge blev foretaget i Storbritannien viste, at kun en ud af fem havde reel mulighed for at gå i selvisolation. En af årsagerne var det økonomiske tab, man ville lide under sygefravær, hvad der fik især lavere sociale klasser til at gå på arbejde på trods af symptomer. Det var en af årsagerne til, at det ikke gav den store mening af sammenligne de engelske tilstande med de danske.   

Den sammenligning var der ellers mange, der foretog, da en ny variant spredte sig i England – den såkaldte cluster B.1.1.7 eller den engelske variant i folkemunde. I slutningen af 2020 kunne man læse om, at man i Storbritannien led under en ny variant, der kunne vise sig mere smitsom, medføre alvorligere sygdomsforløb og endda være mere modstandsdygtig over for de vacciner, der så småt var under udrulning. Desværre er varianter helt almindelige, hvad den efterfølgende tid vidnede om. Kort efter den engelske variant fulgte den indiske, herefter fulgte andre varianter og mutationer, og fremtiden vil utvivlsomt byde på flere. Heldigvis forholder det sig sådan, at mutationer ikke nødvendigvis bliver mere og mere alvorlige. Virus muterer hele tiden, og der er ikke nødvendigvis den farligste mutation, der vinder størst udbredelse. Det så vi fx, da omikronvarianten tog over efter deltavarianten, og risikoen for alvorlig sygdom og død blev reduceret. Det gælder også dens senere subvarianter.    

Er covid-19 farligere end andre infektioner?
Forrige artikel

Mundbind

Næste artikel

Test

Relaterede artikler
Læs mere

COVID-19-vaccinationer

Da coronaepidemien gjorde sit indtog, talte man mere end nogensinde om vacciner. Epidemien og dens restriktioner betød, at…
Læs mere

Smitteforebyggelse

Der findes nok ikke mange, der har været glade for coronaepidemien. Epidemien og håndteringen af den har haft…
Læs mere

Senfølger

Langt de fleste, der har haft covid-19 kommer sig fuldstændig og kan vende tilbage til deres vante tilværelse…
Læs mere

Mundbind

Mundbindet var det mest tydelige tegn på covid-pandemien. Overalt blev imødekommende smil erstattet af distancerende mundbind. Det fik…