fbpx

Covid-19

Gennem den seneste tid har især et virus siddet solidt på vores opmærksomhed. Den nye coronavariant, SARS-CoV-2, der er årsag til covid-19, har vendt op og ned på vores hverdag. Desuden har det været svært at danne sig et overblik over trusselsbilledet, hvorfor holdningerne omkring virusset og den sygdom, det forårsager, har været delte. Det har ført til udtalt uenighed blandt eksperter og i befolkningen, og virusset er blevet et politisk anliggende. De fleste uenigheder udspringer af uvidenhed. Ikke som et resultat af dovenskab, men fordi man i begyndelsen ikke vidste, hvad man var oppe imod. Det satte debatten og antagelserne fri, og trusselsbilledet blev pludselig et spørgsmål om personlig holdning og generelt livssyn. Derfor modsatte nogle sig de forskellige restriktioner, der blev indført.

SARS-CoV-2

Covid-19 er den sygdom, der kan opstå, når man er smittet med det virus, der hedder SARS-CoV-2 (Severe Acute Respiratory Syndrome Corona Virus disease-19). I den brede befolkning kaldes både virus og sygdom corona. Det skyldes, at virusset hører til den virusfamilie, der hedder corona, der har været kendt siden 1930’erne. Virus tilhørende coronafamilien kan være årsag til alt fra lette forkølelser til alvorlig sygdom. Verden er altså godt bekendt med corona; det er noget, vi har levet fint med længe, men der har også været eksempler på spredning af cononarvirus tidligere af mere alvorlig karakter. Det skete i 2002, da SARS-epidemien brød ud i Kina og spredte sig til den øvrige verden. SARS er en forkortelse for Severe Acute Respiratory Syndrome – altså en alvorlig akut luftvejsinfektion. I 2012 brød MERS (Middle East Respiratory Syndrome) ud og har været anledning til alvorlige lungeinfektioner på Den Arabiske Halvø. Genetiske undersøgelser viser, at 80% af det nye coronavirus er identisk med SARS, hvis videnskabelige navn er SARS-CoV-1. Derfor er den nye coronavariant navngivet SARS-CoV-2.   

Fra dyr til menneske

Flere virus kan forårsage sygdomme, der kan overføres fra dyr til mennesker – de såkaldte zoonoser. Man mener, at det er tilfældet for SARS-CoV-2, der sandsynligvis er udsprunget fra flagermus i Wuhan, Kina. Der har dog været spekulationer om, at virus skulle være menneskeskabt på et laboratorium og ved et uheld er kommet ud i befolkningen, men  det er ikke bekræftet. Det er til gengæld blevet bekræftet, at tilfældene SARS og MERS har deres oprindelse i dyr, hvorfor det er mest sandsynligt, at det også er tilfældet med det nye coronavirus.

Udbruddet

Det gik relativt hurtigt fra det første tilfælde blev konstateret i Wuhan i december 2019, til resten af verden også blev ramt. I Danmark konstaterede vi det første tilfælde d. 27. februar 2020. To uger senere, d. 11. marts, var samfundssmitten så omfattende, at statsminister Mette Frederiksen vurderede, at landet skulle lukkes ned. Med samfundssmitte menes, at man ikke længere kun blev smittet i udlandet; vi smittede hinanden. 


Den italienske by Bergamo blev Europas epicentrum for smitten, og erfaringerne herfra kom til at blive væsentlige for det øvrige af Europa. D. 20. februar blev Italiens første tilfælde registreret. 3 dage senere var 151 smittet og 3 var døde. Man var oppe imod en ukendt, usynlig fjende. 

D. 19. februar var 44.000 publikummer samlet på San Siro-stadion i Milano. Her spillede Bergamos hold, Atalana, ottendedelsfinale i Champions League mod Valencia. Nogle læger mener, at dette var en såkaldt supersprederbegivenhed, hvor publikummer på deres vej til og fra og på stadion intetanende smittede hinanden. 

Da man i Bergamo gik og ventede på, at den nye virus fra Kina skulle ramme, var den allerede udbredt, man vidste det bare ikke. Derfor bar hospitalernes personale heller ikke værnemidler, og det forværrede selvfølgelig situationen. 5000 læger og sygeplejersker blev smittet med det nye coronavirus, hvoraf ca. 1% døde. Det var et uhyggeligt billede, der tegnede sig i Italien. 

De skræmmende billeder satte dybe spor og har utvivlsomt påvirket reaktionerne herhjemme – både privat og politisk. Hvis det kunne gå så galt i et europæisk land, kunne det vel gå ligeså slemt herhjemme? Det er der intet, der tyder på, for selvom Danmark og Italien begge er lande i Europa, adskiller Italien sig fra det øvrige Europa på en række afgørende punkter. Det gælder fx deres kultur, der bl.a. er kendt for at have et socialt og udadvendt liv langt op i alderdommen. Desuden har italienerne et stærkt familiemønster på tværs af generationer. Ifølge en undersøgelse foretaget af Universität Bonn bor 23% af italienerne mellem 30 og 49 år med deres forældre. I Frankrig gælder det for kun 1% i samme aldersgruppe. Det er normalt vilkår, resten af verden beundrer italienerne for, men når det gælder corona, er udadvendthed og stærke familiebånd ikke fordelagtige. Situationen forværredes yderligere, da man i Italien har verdens næstældste befolkning; næsten en fjerdedel af den samlede befolkning i Italien er over 65 år. Det er i lyset af disse uheldige sammenfald, at sygdommen ramte så massivt i Italien, og samtidig årsagen til, at situationen ikke var sammenlignelig med Danmark.  


Nedlukningen
Når regeringen vurderede, at det var nødvendigt at lukke ned, skyldtes det flere forhold. De uhyggelige billeder fra det hårdt ramte Italien var forstemmende. Man frygtede, at lignende forhold ville gøre sig gældende i Danmark. Desuden var der en lang række spørgsmål, der trængte sig på. Hvordan kunne det fx være, at nogle blev dødeligt syge, mens andre næsten ikke bemærkede, at de var inficeret? Det er bl.a. dette forhold, der har været en medvirkende faktor til, at holdningen til nedlukning og restriktioner har været splittet: Hvorfor skal man tage så mange forbehold for en sygdom, man næsten ikke bemærker – eller måske kun oplever influenza-lignende symptomer fra? Omvendt har andre, der har mistet familiemedlemmer, en langt større respekt for sygdommen. Det har selvfølgelig også gjort det svært at finde en balance ved smittefaren i forhold til både økonomi og frihedsrettigheder. Det har skabt splittelse – ikke bare i Danmark, men hele verden.

Præsymptomatisk smitte
De indledende tiltag skyldtes uvidenhed. Man kendte ikke den fjende, man stod overfor, og derfor turde man ikke andet end at lukke ned. Der var bl.a. tale om asymptomatisk smitte, hvor folk intetanende smittede andre, fordi de ganske enkelt ikke vidste, at de var syge. I dag ved vi, at asymptomatisk smitte har en meget beskeden rolle i det samlede smittebillede. Til gengæld ved vi også, at det nye coronavirus har en anden lumsk egenskab, der har gjort den svær at inddæmme. Det nye coronavirus smitter nemlig meget tidligt i forløbet – endda før symptomerne sætter ind – altså præsymptomatisk. Det forhold gælder helt frem til dag 5, hvor smitten synes at aftage. Det er meget atypisk. Ved andre virale infektioner topper smitten nemlig langt senere i forløbet. For SARS fx topper smitten mellem 10 og 14 dage efter symptomerne har sat ind. For MERS topper smitten 7 til 10 dage efter symptomerne er kommet.

Normalt ser de fleste tiden an, hvis de føler sig sløje. Måske er det bedre i morgen, men hvis der er tale om den nye coronavariant, og man derfor har covid-19, er i morgen for sent. Da har man allerede kunnet smitte andre – endda i flere dage. Det problem gør sig også gældende i forhold til test. Føler man sig sløj og lader sig PCR-teste, vil man typisk først modtage svaret et par dage senere. I den tid kan man altså smitte andre. Man har skullet lære, at man skal blive hjemme ved selv det mindste symptom, og den omstilling kan være svær. Problemet er langt mere udtalt andre steder i verden. En undersøgelse i Storbritannien viser, at kun en ud af fem har reel mulighed for at gå i selvisolation. En af årsagerne er det økonomiske tab, man lider under sygefravær, hvad der får især lavere sociale klasser til at gå på arbejde. Det er også en af årsagerne til, at vi ikke kan sammenligne de engelske tilstande med de danske.   

Er covid-19 farligere end andre infektioner?

Ny coronavirus er smitsom, men anbefalingerne om afstand, god håndhygiejne, hyppig udluftning og brug af mundbind i visse situationer begrænser smitten ganske effektivt. Bliver vi samtidig bedre til at blive hjemme, når vi føler os sløje, kan smitten i samspil med løbende test tøjres. 

Test

For at reducere risikoen for, at vi intetanende smitter hinanden, har man anlagt en omfattende teststrategi i Danmark. Den er baseret på en kombination af PCR-test og de såkaldte kvik-test eller antigentest.

Teststrategien reducerer risikoen for, at man er smittet uden at vide det og dermed bevæger sig rundt i samfundet med risiko for at smitte andre. I en situation med udbredt smitte er det i kombination med de yderligere anbefalinger et effektivt værktøj til at begrænse yderligere smitte.   

Der bruges to forskellige testtyper: en antigentest og en PCR-test. Førstnævnte måler virusproteiner fra en podning i næsen. Testen vil vise, om du er smittet eller ej, og svaret foreligger allerede 15-30 minutter efter, at testen er foretaget. Dog er antigentestene ikke 100% sikre, og så kommer det i høj grad an på, hvornår man i forløbet bliver testet. Derfor er det ikke sikkert, at man ikke er smittet, selvom testen er negativ, og virus altså ikke er påvist. Man kan godt være smittet alligevel, men mængden af virus er måske ikke høj nok, til at testen kan registrere det. Det vil en PCR-test kunne afgøre, da den er langt mere følsom end kviktesten – ca. 100 gange mere følsom. Desuden er PCR-test mere omfattende at analysere. Derfor skal man typisk vente et par dage på svar. 

Hjemmetest
En væsentlig tilføjelse kunne være hjemmetest. Det er endnu ikke et værktøj, som Sundhedsstyrelsen har taget i brug, men det vil være oplagt at tage dem i brug til erstatning eller supplement til kviktests. Flere lande har taget dem i brug – herunder Tyskland og Storbritannien. Når de endnu ikke er blevet en del af teststrategien skyldes det, at de ikke passer ind med regeringens krav om coronapas. Der mangler indtil videre uvildighed. Det betyder ikke, at hjemmetestene ikke får en mere central plads i fremtidens smittekontrol, men hvornår vides endnu ikke. 

Der findes forskellige typer – bl.a. de næsepodninger, som allerede anvendes i landets mange kviktestcentre. Der er også udviklet spyttest, men ingen af de testtyper er endnu taget i brug herhjemme. 

Sammenligning med andre lande

Der har under hele epidemien været skævet til andre lande for at blive klogere på, hvad vi i Danmark har kunnet forvente. Lande, der blev ramt tidligere end Danmark har derfor præget beslutningerne herhjemme. Det er selvfølgelig altid en god ide at lære af andres erfaringer, men man skal være meget bevidst om de eventuelle variabler, der kan udfordre sammenligningen. Det gælder fx, når man skævede til Italien og den alvor, covid-19 indledningsvis ramte Bergamo med. Covid-19 rammer den ældste del af befolkningen hårdest, og da Italien har en højere andel af ældre, end vi har i Danmark, vil de naturligvis se et voldsommere forløb end vi vil. Desuden er det meget almindeligt, at familiens ældste bor sammen med det øvrige af familien, hvad der øger risikoen for at smitte de ældre betragteligt. Noget tilsvarende gør sig gældende for smitteudviklingen i Storbritannien, hvor bl.a. sociale forhold, bolig og infrastruktur betyder, at forholdene ikke kan sammenlignes med forholdene i Danmark.

Risikogrupper

Covid-19 rammer meget forskelligt. Nogle opdager slet ikke, at de er smittet, mens andre kan have et så alvorligt forløb, at det koster dem livet. Et generelt fællestræk for dem, der risikerer alvorligere forløb, der kræver indlæggelse, er høj alder. Risikoen for at blive alvorligt syg, hvis man er under 50 år er lille – også selv om man har en kronisk og/eller alvorlig sygdom. 

Er man over 80 år er man i øget risiko. Derunder er det meget individuelt. Er du fx 70 år og rask og rørig, har du ikke en øget risiko for et alvorligt forløb, men er du 65, inaktiv og har mental eller fysisk svækkelse, kan du være mere udsat. Det er altid en lægelig vurdering, om du er i øget risiko eller ej. 

Ud fra et særligt hensyn til gravide og deres ufødte barn, har man betragtet gravide som værende i øget risiko.

Børn er generelt meget sjældent i øget risiko. De, der er det, er de børn, for hvem der allerede inden pandemien gjaldt særlige forholdsregler for at holde dem raske. Men selv alvorligt syge børn vil typisk have et mildt forløb, hvis de får covid-19. Alder er den afgørende faktor. Det betyder selvfølgelig ikke, at det ikke kan blive alvorligt for yngre patienter, men risikoen er forsvindende lille.

AldersgrupperBekræftede tilfældeDødsfald (%)Heraf med komorbiditet (%)Dødsfald kvinderDødsfald mænd
0-921.7411 (0)1 (100)01
10-1948.2790 (0)0 (0)00
20-2958.2640 (0)0 (0)00
30-3940.7807 (0)3 (43)43
40-4942.80111 (0)7 (64)47
50-5940.32966 (0)42 (64)2739
60-6921.067213 (1)163 (77)79137
70-7912.135678 (6)562 (83)250428
80-896.061994 (16)807 (81)460534
90+1.880564 (30)447 (79)335229
I alt293.3372.534 (1)2.032 (80)1.1561.378
(Datakilde: Statens Serum Institut) 2. juli 2021

Sygdomsforløb for covid-19

Sygdomsforløbet minder på mange måder om et influenzaforløb, selv om de to sygdomme ikke kan sammenlignes. Den gruppe, der får symptomer, kan få feber, opleve træthed, have ondt i halsen, tør hoste og generelle muskelsmerter. Desuden er det ganske almindeligt, at man mister smags- og lugtesans. Mindre almindeligt og mere alvorligt er det, at man får vejrtrækningsproblemer. Der findes også en gruppe, der er smittet, men slet ikke oplever symptomer. Det er svært at sige noget om, hvordan fordelingen er mellem gruppen med symptomer og gruppen uden, for der kan ligge et stort mørketal bag de asymptomatiske; man ved jo ikke, hvor mange smittede, der reelt er i den gruppe. 

Nedsat lugtesans
Åndenød  og hoste
Træthed
Feber
Led- og muskelsmerter
Depression
Udslæt
Flokimmunitet

Behandling

Da man tog imod de første covid-patienter ved pandemiens begyndelse, stod man over for en ny fjende. Man kendte ikke til sygdommens forløb og derfor heller ikke til effektive behandlinger. Man gjorde alt, hvad man kunne for de, der blev så syge, at de måtte indlægges. Det var indledningsvis primært ældre og svækkede personer, der fik et slemt forløb, når de blev ramt af covid-19, mens folk under 60 år kom lettere gennem forløbet. Sådan er det stadig: Jo ældre man er, jo større er risikoen for at alvorligt forløb med covid-19.

For nogle af dem, der får et alvorligere forløb, gælder det, at deres immunforsvar ikke har formået at slå infektionen ned, inden viruspartiklerne når at sprede sig i alveolerne i lungerne. Det er igennem alveolerne, at blodet iltes, og kuldioxiden fjernes gennem en proces, der hedder diffusion. Den proces hæmmes, hvis infektionen når så dybt og danner lungebetændelse. I alvorligere tilfælde kan der opstå en tilstand kaldet Acute Respiratory Distress Syndrome – ARDS. Tilstanden, der også kan opstå som følge af andre sygdomme som fx influenza, er en kritisk tilstand af lungesvigt, hvor det kan være svært at opretholde en tilstrækkelig iltmætning af blodet, selv når patienten er i respirator. Det var blandt andet denne form for komplikation, en række af de tidlige patienter døde af.

Man har lært meget siden – både af egne erfaringer, men også af andres. Løbende studier fra ind- og udland betyder, at lægerne hele tiden optimerer behandlingen. Fx begyndte man at behandle ARDS med binyrebarkhormon med stor succes. Det og andre tiltag betyder, at de patienter, der indlægges i dag, er bedre stillet, end de, der blev indlagt i epidemiens begyndelse. Det betyder bl.a., at dødeligheden er markant lavere, at patienternes indlæggelsestid er kortere, og at færre for brug for intensiv behandling.

Er man i august 2021 blevet klogere på covid-19?

Senfølger
Langt de fleste, der har haft covid-19 kommer sig fuldstændig og kan vende tilbage til deres vante tilværelse efter endt infektion. Der findes dog en mindre gruppe, der lider af symptomer gennem længere tid. Man regner med, at 10% af de personer der får covid-19, oplever symptomer gennem længere tid. Disse symptomer kaldes samlet set for senfølger. 

Der findes ikke en fast definition for senfølger, og derfor findes der ingen statistikker over fænomenet. Sundhedsstyrelsen betragter langvarige symptomer, der varer mere end 4 uger som et længerevarende sygdomsforløb. Varer de længere end 12 uger, betragtes de som senfølger. 

Senfølger kan komme til udtryk på forskellig vis. Det kan være åndenød, udslæt, led- og muskelsmerter, depression, tab af smags- og lugtesans, koncentrationsbesvær etc. Der er ikke umiddelbart et fællestræk for dem, der oplever senfølger. De opleves af folk i alle aldersgrupper og på tværs af sygdomsintensitet. Det er med andre ord ikke afgørende for senfølger, om du har haft et let eller mere alvorligt sygdomsforløb. 

Man ved endnu ikke så meget om senfølger, selvom de absolut ikke er et nyt fænomen. Man så også senfølger i forbindelse med andre former for coronavirus (SARS og MERS), men da covid-19 er en anden sygdom, kan man ikke direkte overføre erfaringer fra de andre sygdomme.

Hvordan behandles senfølger?
De fleste senfølger forsvinder af sig selv, men det er altid en god  ide at tale med din læge, hvis du oplever senfølger. Lægen vil under alle omstændigheder kunne rådgive dig i forbindelse med evt. lindring eller fx genoptræning af din smags- og lugtesans. 

Flokimmunitet

Man taler om to forskellige typer for immunitet: Den ene handler om den, man som selvstændigt individ opnår, når man er kommet gennem fx en covid-19-infektion eller er blevet vaccineret. Den anden type handler om befolkningen som et samlet hele. I den sammenhæng taler man om flokimmunitet. Den yder indirekte beskyttelse mod infektionssygdomme, når tilpas mange i en befolkning har opnået immunitet, da virus så ikke kan sprede sig. Ikke alle sygdomme smitter lige meget, hvorfor der er forskellige procentsatser for flokimmunitet. Mæslinger er fx uhyre smitsom, og derfor skal man helt op på 95% af befolkningen, der skal være immune, før man kan tale om flokimmunitet for mæslinger.

For SARS-CoV-2 blev det indledningsvis vurderet, at flokimmunitet ville kræve 60-70% af befolkningen, der enten skulle være vaccineret eller have overstået et covid-19-forløb og dermed opnået immunitet. Senere mutationer viste sig at være mere smitsomme, hvorfor antallet siden er blevet justeret. Først da den mere smitsomme engelske variant gjorde sig gældende, og i skrivende stund har de seneste varianter, de såkaldte delta- og delta plus-varianter, der begge er langt mere smitsomme end tidligere varianter, øget procentsatsen yderligere. Det betyder, at Sundhedsstyrelsen har udvidet vaccinationsprogrammet og tilbyder også vacciantion til børn ned til 12 år for på den vis at øge antallet af immune og dermed styrke flokimmuniteten.