Penicillin og antibiotika virker ikke på sygdom forårsaget af virus. De præparater er udelukkende effektive over for bakterier. Det skyldes, at vira ikke er selvstændige organismer, som kan behandles uafhængigt af vores egen biologi. Virus invaderer vores egne celler, og slår vi dem ihjel, gør vi mere skade end gavn. I stedet hjælper man vores naturlige immunsvar på vej ved brug af vacciner, der kan forebygge virusinfektioner.
Der findes forskellige typer af vacciner, men generelt for dem alle er, at de udpeger fjenden for immunforsvaret og lader derefter vores naturlige forsvarssystem bekæmpe fjenden. Vacciner rummer altså ikke en form for gift, der skal ramme en sygdom. Et andet karakteristikum er, at vacciner gives, inden man er syg. Vacciner er altså en forebyggende behandling.
Virker vacciner?
Ja, de er særdeles effektive og kan endda udrydde sygdomme aldeles. Derfor kunne WHO i 1980 erklære koppevirus for udryddet. Selvom vacciner ikke altid formår at udradere sygdomme, kan de reducere antallet af sygdomstilfælde betragteligt:
Funktion – sådan virker vaccination
Vacciner hjælper kroppen til udvikle immunitet ved at imitere en infektion. Det sker ved, at man introducerer kroppen for dele af en virus eller for inaktiverede vira eller bakterier. Man kan også imitere en egentlig infektion ved at injicere virus eller bakterier i svækket form. Under alle omstændigheder er imitationen så beskeden, at den kun meget sjældent er årsag til sygdom eller ubehag, men det er dog nok til at forberede kroppen. Det sker rent teknisk ved, at immunsystemet producerer T-celler (T-lymfocytter) og antistoffer over for den nye fjende, selvom den ikke i sig selv er stærk nok til at gøre os syge. Man skaber altså en minimal infektion, der lærer kroppen, hvordan den skal reagere, skulle den senere stå over for en lignende infektion i større målestok, der altså ville kunne gøre os syge. Det tager dog kroppen et par uger at producere de fornødne T- og B-celler efter vaccination. Derfor virker vaccinationen ikke øjeblikkeligt efter første stik. Desuden er der vacciner, der virker bedst efter mere end et stik.
Børnevaccinationsprogrammet
I Danmark tilbyder man et omfattende vaccinationsprogram til børn. Det har været en stor succes, som i forhold til sygdom og dødelighed er det væsentligste sundhedstiltag i landet. Den store succes skyldes den høje tilslutning, der har været årsag til, at flere sygdomme helt er udryddet mens mange andre er særdeles sjældne.
| ALDER | VACCINATION |
|---|---|
| 3 mdr. | Drifteri, Tetanus, Kighoste, Polio-Hib 1 og PCV-1 |
| 5 mdr. | Drifteri, Tetanus, Kighoste, Polio-Hib 2 og PCV-2 |
| 12 mdr. | Drifteri, Tetanus, Kighoste, Polio-Hib 3 og PCV-3 |
| 15 mdr. | MFR 1 |
| 4 år | MFR 2 |
| 5 år | Drifteri, Tetanus, Kighoste, Polio revaccination |
| 12 år | HPV 1 og 2 |
Rejsevaccination
Smitterisikoen for forskellige sygdomme er forskellig fra land til land. Derfor kan det være nødvendigt at blive vaccineret, hvis man rejser til fremmede himmelstrøg. Det gælder både for ens egen sundhed, men også i forhold til andre, hvis man skulle være så uheldig at tage mere med hjem end ferieminderne. Derfor følger Statens Serum Institut godt med i sygdomsudviklingen i hele verden, så de altid kan rådgive dig og din læge om de rette vaccinationer inden eventuel rejseaktivitet.
Det sker dog, at sygdom opstår så hurtigt, at man ikke når at gardere sig imod den i forbindelse med rejseaktivitet. Det var fx det, der skete i forbindelse med den seneste coronaepidemi.
Se hvilke rejsevaccinationer, der anbefales på: www.rejse.ssi.dk
Er vacciner skadelige?
Der er ingen tvivl om, at vacciner generelt er særdeles effektive, men nogle frygter, at man betaler for høj en pris i form af bivirkninger af mere eller mindre alvorlig karakter. Bivirkninger kan forekomme ved de fleste vacciner, men de er heldigvis beskedne og forbigående i langt de fleste tilfælde. Det kan fx være kløe, let feber og lettere ubehag. Det er helt forventeligt og ikke noget, man skal være bekymret for. Det betyder som udgangspunkt, at immunforsvaret reagerer, som det skal. Det betyder ikke, at vaccinationen ikke virker, hvis man ikke oplever bivirkninger. Det er forskelligt fra person til person.
Når en vaccine godkendes, har den undergået omfattende undersøgelser og test, og derfor er sikkerheden omkring vacciner i Danmark meget høj. Det betyder desværre ikke, at der ikke kan opstå alvorlige bivirkninger som følge af vacciner. Det sker, at der opstår alvorlige bivirkninger, men de er heldigvis uhyre sjældne.
Vaccineskepsis
Vacciner er utvivlsomt en af de største medicinske bedrifter. De har reddet millioner af liv, og videnskaben er enige om, at de er sikre. Alligevel ser mange med stor skepsis på vacciner.
I Danmark er der ikke mange vaccineskeptikere. Vi har generelt god tillid til lægevidenskaben, men det er et stort problem i udlandet. Det fik i 2019 WHO til at udråbe vaccineskepsis som en af de 10 største trusler mod verdens helbred.
Hvorfor skepsis?
En stor del af skeptikerne finder vacciner unaturlige. De ønsker ikke at injicere for dem ukendte stoffer ind i egne eller deres børns kroppe for at bekæmpe naturlige sygdomme. De frygter, at vaccinen vil skabe flere problemer end de sygdomme, de er skabt til at beskytte imod. Den frygt kan i visse tilfælde forstærkes af misinformation på internettet, hvor grænsen mellem videnskab og følelser ikke altid er helt skarp. Desuden kan man også finde tragiske enkelthistorier, hvor en person har oplevet alvorlige bivirkninger som følge af vaccination – i værste fald dødsfald. Alvorlige bivirkninger er altid tragiske, og selvom der bliver gjort et enormt arbejde for at undgå dem, er de et vilkår, vi må acceptere, så længe de positive effekter samlet set overtiger de negative.
Vacciner er en gruppe velfungerende behandlinger, der kan forhindre alvorlige sygdomme som fx difteri, polio, stivkrampe, kighoste etc. De er gratis i Danmark, og så kan de endda beskytte andre mennesker mod at blive syge, end bare den, der modtager behandlingen. Når tilstrækkeligt store dele af befolkningen er vaccineret, bliver den samlede beskyttelse så høj, at sygdommene uddør. Det er det, der kaldes flokimmunitet. Den kan også opnås, hvis tilstrækkeligt mange selv udvikler antistoffer som følge af at have gennemgået sygdom. Endelig er vacciner så godt som uden bivirkninger. Det er især frygten for bivirkninger, der holder skeptikerne tilbage for at lade sig vaccinere, og den frygt er ikke ubegrundet. Ikke pga. bivirkninger, men fordi misinformationen om bivirkninger er massiv.
Vaccinationer har altid været genstand for kontroverser, men i slutningen af det tyvende århundrede var børnevaccinationer alment accepteret i Europa, og dækningen var høj. Det forhold blev imidlertid ændret, da den engelske læge Andrew Wakefield forfalskede sine resultater i et studie i 1998 og hævdede, at den udbredte MFR-vaccine, der vaccinerer mod mæslinger, fåresyge og røde hunde, var årsag til autisme hos børn.
Det var en bombe under den tillid, som det samlede europæiske sundhedssystem havde opbygget, og nyheden fyldte mange nyhedsmedier og sendte frygt og ængstelse gennem alle forældre, der godtroende havde ladet deres børn vaccinere. Problemet var, at Wakefields resultater var opdigtede. Efter årelange undersøgelser kom det frem, at Wakefield havde forfalsket sine data – tilsyneladende motiveret af de ca. 430.000 pund, han havde modtaget i konsultationshonorar af britiske advokater, der ledte efter beviser til brug i erstatningssager mod medicinalfirmaer bag vaccineprogrammer. Det tidsskrift, der havde publiceret Wakefields artikel, trak den tilbage, og den britiske lægeforening fratog Wakefield sin autorisation. Lige meget nyttede det, for skaden var sket: Forældre over hele verden var kommet i tvivl og turde ikke længere at vaccinere deres børn pga. en korrupt læge. Heldigvis er tilliden på vej tilbage.
Internettet på godt og ondt
To et halvt årti efter Wakefield-skandalen er vaccineskepsis stadig et problem. Selvom alverdens tiltag blev iværksat, blev budskabet aldrig dementeret med samme styrke, som det oprindeligt blev præsenteret i medierne. Det skyldes bl.a., at videnskab er langsom i forhold til nyheder. Når først forskerne har været alle resultaterne igennem og kan forklare problemerne, er dramaet i medierne overstået, og de opklarende indsigter får slet ikke samme opmærksomhed, som den oprindelige nyhed gjorde. Desuden er information fragmenteret. Hvis man ønsker at undersøge evt. problemer med MFR-vaccinen, er nyheden om Wakefields resultater stadig tilgængelige på nettet ved store overskrifter, men hvis man vil undersøge, om de var sande, skal man aktivt opsøge det.
Internettet er på mange måder en velsignelse i forhold til informationsdeling. Det er uhyre effektivt og lader enhver komme til orde og fremmer på den måde den demokratiske proces. Desværre skelner internettet ikke mellem rigtigt og forkert, og det er mindst ligeså effektivt til at sprede misinformation, som det er til at sprede sandheder. Visse vaccineskeptikere organiserer sig på internettet, hvor de driver hjemmesider, der deler misinformation. I nogle tilfælde er der blot tale om ufuldstændige informationer, hvor man kun opregner problemer, men tilsidesætter de langt mere omfattende positive effekter. Ufuldstændige informationer kan være mindst ligeså skadelige som direkte misinformation.
Tvungne vacciner?
Hvis man forestiller sig en situation, hvor der ikke findes vacciner og sammenligner den med den faktiske situation med vacciner, er der ingen tvivl om, at vacciner samlet set stiller os bedre. Der er med andre ord færre, der bliver syge eller dør, når vi vaccinerer, end hvis vi undlod – også når man inddrager bivirkninger.
Hvem har så patent på sandheden? Det er der heldigvis ingen, der har. Ytringsfriheden har vi kæmpet hårdt og indædt for, og derfor er det også smerteligt, når den viser sig at have en slagside, for hvordan får man i det mindste standset misinformationen. Man kan selvfølgelig også lade misinformationen være og lægge presset andetsteds. Det har man fx gjort i USA, Italien, Frankrig og Australien, hvor visse vacciner er lig med adgang til institutioner og understøttelse. Er dine børn med andre ord ikke vaccineret, er de ikke velkomne i institution og skole, og du er ikke længere berettiget til eventuelle statslige ydelser som fx børnepenge. Regeringens arbejde med et vaccinepas roterer om samme princip: Kun med vaccine eller negativ test er du en del af fællesskabet.
Det vil sikkert falde nogen for brystet, at man ved de statslige indgreb i udlandet de facto fratager forældres ret til selv at vælge vaccine til og fra på deres børns vegne. Det er klart, at hvis man er af den opfattelse, at vacciner er skadelige, vil det virke voldsomt. Omvendt virker det tilsvarende voldsomt, at de forældre, der vælger børnevaccinationerne fra, ikke bare udsætter deres egne børn for fare, men også andres børn. Vacciner yder en vis beskyttelse, men kun sjældent 100% beskyttelse. Der er derfor stadig risiko for smitte, selvom man er vaccineret. Den risiko er selvsagt større, hvis ikke alle er vaccineret, og derfor angår skeptikernes fravalg ikke bare deres eget barn, men også alle andres.
Det er en svær balancegang, og selvom statistikken taler et tydeligt sprog til vaccinernes fordel, kommer man nok aldrig til at opnå enighed. Det er altid en individuel vurdering, om vaccinens effekt overskygger de potentielle kendte og ikke mindst ukendte risici, der er forbundet med vacciner.
Vaccinens betydning i dag
Det er en umulig opgave at fastslå, hvor mange liv, vacciner har reddet. WHO angiver et konservativt bud på, at 2-3 millioner liv reddes hvert år pga. vacciner, men det reelle tal er nok langt højere. Kopper var fx en meget almindelig og dødelig sygdom, som i dag er uddød takket være vaccinen. Eksisterede kopper i dag, anslås det, at ca. 5 mio. ville dø af sygdommen årligt.
”Hjernebetændelse forekommer hos 0,4 til 1 barn ud af 1.000.000 vaccinerede. Til sammenligning forekommer det hos 1 ud af 2500 med en regulær mæslingeinfektion. Så der er jo betydeligt større risiko for hjernebetændelse, hvis man ikke er vaccineret. Det er også væsentligt at understrege, at hjernebetændelsen er et resultat af sygdommen og ikke vaccinen. Hvis man med andre ord udvikler hjernebetændelse, når man er vaccineret, skyldes det, at vaccinen ikke har virket. Vacciner er desværre kun sjældent 100% effektive”.
Vaccinens historie
Der hersker bred enighed om, at den første vaccine var Edward Jenners brug af ko-kopper, hvormed han vaccinerede imod kopper i 1795. Imidlertid peger meget på en langt tidligere brug af en tilsvarende podningsmetode. Så tidligt som i omkring år 1000 blev metoden praktiseret i Kina, Afrika og Tyrkiet, inden metoden spredte sig til Europa og Amerika.
Men det er Jenner, der har høstet anerkendelsen for den første vaccine, og det er også hans, der ligger til grund for ordet ”vaccine”. Vacca er latin og betyder ko, men hvad har køer egentlig med vacciner at gøre. En hel del faktisk …
Kopper (variola) er en meget smitsom og farlig virussygdom med adskillige millioner liv på samvittigheden. Sygdommen er gammel, og man mener, at den har huseret i Kina så tidligt som 1200 f.v.t. Intet tyder på, at den var særlig udbredt i Europa i middelalderen, men da den kom, gik det ikke stille for sig. Man mener, at ca. 45 mio. døde alene i Europa i 1700-tallet som følge af kopper.
I begyndelsen af 1700-tallet blev det kendt i Europa, at man i Kina og andre lande i Østen benyttede sig af forskellige metoder til indpodning i et forsøg på at beskytte mod kopper. Man blæste fx pulveriserede koppeskorper i næseborene, man lagde tråde med svækket koppemateriele i overfladiske rids i huden og prøvede generelt at indpode smitte fra de syge i de raske i forhåbningen om et lettere sygdomsforløb og senere immunitet til følge. Det skete ikke uden alvorlige komplikationer og død, hvorfor metoderne selvfølgelig var omdiskuterede.
I England havde man bemærket, at 1700-tallets malkepiger ikke var modtagelige over for kopper. I den almene befolkning formodede man, at det var omgangen med de langt mildere ko-kopper, der gjorde malekpigerne modstandsdygtige over for kopper. Faktisk gik en engelsk landmand, Benjamin Jesty, i 1774 så langt, at han inficerede sin kone og to sønner med ko-kopper, da en voldsom koppeepidemi bredte sig i hans landsby. Både kone og børn gik fri under epidemiens rasen. Det var dog først senere, i 1796, at den metode skulle få sit store gennembrud. Det var den engelske læge Edward Jenner, der besluttede at teste sin tese om, at den ganske ufarlige ko-koppe-infektion kunne udgøre beskyttelse mod den langt farligere koppeinfektion. D. 14. maj 1796 podede Jenner den 8-årige James Phipps med pus fra en ko-koppeblære, der var taget fra malkepigen Sarah Nelmes’ hånd. Drengen fik en lokal reaktion og havde det skidt i et par dage, men han kom sig hurtigt. I juli samme år podede Jenner igen den stakkels dreng. Denne gang med frisk materiale fra en koppepatient. Heldigvis blev Phipps ikke syg, og dermed havde Jenner påvist, at ko-koppemateriale overført fra menneske til menneske ydede et effektivt forsvar mod kopper. Den første vaccine var en realitet.
Det er klart, at denne koppevaccine blev til under nogle særdeles tvivlsomme etiske forhold, der aldrig ville kunne tillades i dag, men den grundlagde ideen om, at vi kan forebygge sygdom og lidelser.
Covid-19-vaccinationer
Da coronaepidemien gjorde sit indtog, talte man mere end nogensinde om vacciner. Epidemien og dens restriktioner betød, at mange følte, at deres liv var gået i stå, og de ventede med længsel efter en vaccine, der i et vist omfang kunne betyde, at de kunne vende tilbage til en hverdag, som man kendte den før epidemien.
Det havde indledningsvis lange udsigter. Vacciner er uhyre kompliceret at udvikle, og ingen havde turdet håbe på, at de kom så hurtigt, som de kom – og da slet ikke, at de viste sig så effektive. Det er uden sammenligning de hurtigste vacciner, der nogensinde er udviklet, og det har selvfølgelig rejst spørgsmålet, om de er udviklet for hurtigt. Er de nye vacciner overhovedet sikre?
Godkendelse af vacciner
Når der udvikles en vaccine eller enhver anden medicin, skal den gennem tre forskellige faser, hvor den testes på mennesker. Forud ligger selvfølgelig omfattende teoretiske og praktiske forsøg i både reagensglas og på dyr. Man tester så præparatet på en ganske lille gruppe forsøgspersoner. Hvis resultaterne her er gode, går man videre til fase 2, hvor flere forsøgspersoner deltager, inden man i 3. fase tester på flere tusinde personer. I denne fase får halvdelen af testpersonerne et placebo – typisk saltvand – så man kan sammenligne sygdomsudviklingen og bivirkninger mellem de to grupper. Normalt går der måneder eller endda år mellem hver fase, da alle resultater skal analyseres grundigt, og der skal indhentes ny tilladelse til fase 2-studier, hvis resultaterne ved fase 1 var lovende. I tilfældet med de nye coronavacciner var den ventetiden skåret væk, da testfaserne blev sat i gang, allerede inden den fåregående var færdig. Man analyserede løbende på resultaterne, hvorfor man allerede d. 11. december 2020 kunne nødgodkende vaccinen fra Pfizer/BioNTech i USA. Ca. 10 dage senere kunne EU’s lægemiddelstyrelse, EMA, udstede en betinget godkendelse af samme præparat.
Godkendelse med forbehold?
For at kunne udstede en godkendelse af vacciner, skal der normalt foretages en analyse af vaccinens langtidsdata for virkning og bivirkninger. Det tager typisk 2-3 år, hvad der selvfølgelig ikke var tid til med covid-19-vaccinen. EMA’s betingede godkendelse blev givet, da fageksperter vurderede, at dokumentationen for effekt og sikkerhed var tilstrækkelig solid, så fordelene oversteg de teoretiske risici, som det indebar, når ikke alle langtidsdata endnu var tilgængelige. Når der udstedes en betinget godkendelse eller en nødgodkendelse, skal vaccineproducenten løbende forsyne myndighederne med yderligere data. Når alt data er indløbet og godkendt, kan den betingede godkendelse ændres til en normal godkendelse.
Hvem skal vaccineres mod COVID-19?
I skrivende stund tilbydes alle danskere over 12 år at blive vaccineret mod COVID-19 med vaccine fra Pfizer/BioNtech eller Moderna. Invitationerne sker i en prioriteret rækkefølge, så de med størst risiko for alvorligt sygdomsforløb inviteres først. I praksis betyder det, at de ældste og særligt udsatte prioriteres først. Sidst prioriteres børn mellem 12-15 år. De har kun beskeden risiko for et alvorligt forløb.
Vaccination af børn
D. 17. juni meddelte Sundhedsstyrelsen på et pressemøde, at de anbefalede vaccinen til børn mellem 12-15 år for at styrke den samlede flokimmunitet. Den beslutning fandt børnelægernes formand Klaus Birkelund lidt forhastet: ”Jeg vil som børnelæge anbefale forældrene at afvente beslutningen, til vi har nogle flere informationer om den her vaccine”.
Klaus Birkelund Johansens forbehold gik på, at han savnede data. De europæiske lægemyndigheder, EMA, gav d. 28. maj en godkendelse til Pfizer-BioNtechs vaccine til børn i alderen 12-15 år, men den godkendelse beror i nogles øjne på for få data. Det er i det lys, at Klaus Birkelund Johansen anbefalede, at man ventede med at vaccinere børn, indtil man vidste mere. På samme tidspunkt havde man i USA vaccineret 3 mio. børn, og børnelægerne ville gerne høre om deres erfaringer, før de anbefalede lignende vaccinationsanbefalinger i Danmark. I slutningen af juli var en del af den data tikket ind, og den gav anledning til en ny udmelding:
”Alvorlige bivirkninger har vist sig at være sjældne og ikke specielt alvorlige. Derfor er jeg mindre bekymret, end jeg har været. Vi fraråder ikke, at man skal tage imod vaccinen.”
Klaus Birkelund Johansen, formand for børnelægerne, 28. juli 2021