fbpx

Virus

Hjem » Sygdom » Virus

Virus er en type organismer, der kan være skadelige for mennesker og dyr. Vira, som de hedder i flertal, er ligesom bakterier overalt, men adskiller sig på en række områder fra bakterier. Virus er ikke en celle, men bare dna i en kapsel og betragtes derfor ikke som en levende organisme. Det betyder bl.a., at de ikke selv kan formere sig, og de kan heller ikke producere giftstoffer, der kan gøre os syge. Til gengæld har de en adfærd, som er så ekstrem, at den kunne være hentet fra en gyserfilm. De invaderer andre levende celler og overtager cellens funktioner.

Som ny kaptajn i cellen begynder virus at formere sig og opløser til sidst værtscellen, som den inficerede celle kaldes, hvorved flere vira frigives, og processen kan gentages. På den måde ødelægger virus menneskeceller og forårsager sygdom. Virus kan ligesom bakterier spredes gennem luft og kontakt. Forkølelse, influenza, covid-19 er eksempler på sygdomme, der skyldes virus. 

Sygdomme forårsaget af virus er på sin vis sværere at bekæmpe, end sygdomme forårsaget af bakterier. Man kan fx ikke bekæmpe dem med antibiotika, som man kan, når sygdommen skyldes bakterier.  

Virker antibiotika mod virus?

Det skyldes, at virus forskanser sig i vore egne celler, som vi ikke ønsker at svække eller dræbe, mens vi kan producere målrettet medicin, der dræber eller hæmmer væksten hos bakterier.

Det betyder dog ikke, at man kan sige, at virus er farligere end bakterier. 

Er virus farligere end bakterier?

Bakterie eller virus?

Når mange forveksler bakterier med vira i det daglige, skyldes det flere sammenfald. De kan fx begge gøre os syge, og smitten overføres i visse tilfælde på samme måde. Det gælder fx ved luftbårne spytpartikler, som vi udsender, når vi nyser og hoster. For at gøre forvirringen større, kan både vira og bakterier være årsag til samme sygdom. Halsbetændelse kan fx skyldes både bakterier og vira. 

Det er dog primært i deres egenskab af at kunne gøre os syge, at bakterier og vira er ens. Ellers er de helt usammenlignelige. Det gælder deres størrelse – bakterier kan være gigantiske i forhold til vira. Det gælder deres udseende – bakterier er stav-, spiral- eller kugleformet, mens vira kan have komplicerede udseender og ligne små rumskibe. Den vigtigste forskel er dog måden, de bekæmpes på, når de er årsag til sygdom. Er der fx tale om en bakteriel lungebetændelse, kan den behandles med antibiotika, mens en lungebetændelse, der skyldes virus, kun i få tilfælde kan behandles med anti-virale midler. Ellers bruges overvejende vores naturlige immunforsvar – og i alvorlige tilfælde understøttende behandling. 

Rent biologisk er der stor forskel på virus og bakterier. Bakterier er selvstændige celler, der kan formere sig uafhængigt af en såkaldt vært, og det er evnen til selvstændig formering, der betyder, at de kan kaldes ”levende”. Den evne har virus nemlig ikke og defineres derfor ikke som ”levende”. Virus er en samling molekyler bestående af genetisk materiale, og de kræver en vært for at formere sig. En vært er en levende celle – fx en menneskecelle. Virus formerer sig ved at overtage funktionerne i cellen og på den måde danne flere viruspartikler, der igen inficerer en ny celle. Denne proces gentages, indtil immunforsvaret får identificeret fjenden og iværksat en reaktion, der slår det pågældende virus ned. Det er denne måde at formere sig på, der forhindrer os i at bekæmpe virus effektivt. Virus forskanser sig i vores egne celler, og hvis vi vil slå dem ned, slår vi også vores egne celler ned. Heldigvis kan virusinfektion som fx covid-19 og influenza forebygges ved vaccination og god hygiejne. Desværre er det ikke muligt i forhold til alle virusinfektioner. Derfor er vi nødsaget til at acceptere hosten, den løbende næse og den ømme hals, når vi rammes af den almindelige forkølelsesvirus.

Her kan du læse mere om vaccination

Forrige artikel

Bakterie eller virus?

Næste artikel

Hygiejne

Relaterede artikler
Læs mere

Antibiotika

Siden Alexander Fleming opdagede penicillin ved et tilfælde i 1921, er der udviklet mange lignende præparater med forskellige…
Læs mere

Hverdagssygdomme

Vira og bakterier er årsag til en lang række af de sygdomme, vi stifter bekendtskab med i løbet…
Læs mere

Bakterie eller virus?

Når mange forveksler bakterier med virus i det daglige, skyldes det flere sammenfald. De kan fx begge gøre…
Læs mere

Infektioner

Når vi har en infektion, betyder det, at vi er angrebet af mikroorganismer. Det kan være bakterier, vira,…