fbpx

Om RBOS

Ideen til nærværende initiativ opstod for flere år tilbage. Som forsker i sundhedsvidenskab kan det undertiden være svært at se passivt til, når sundhedsfaglige emner bliver vendt i den offentlige debat, eller når man støder på anbefalinger i skoler, institutioner og foreninger. 

Vi bestemmer selv, hvordan vi vil spise og leve vores liv. Det nyder vi alle godt af, og langt de fleste af os lever på et oplyst grundlag. Vi ved godt, hvad vi skal spise mest af, hvilke fødevarer vi skal begrænse indtaget af, og at vi får det bedre af bevægelse. Vi ved også, at vi skal gå til lægen, når vi rammes af sygdom, at medicin kan slå eventuel sygdom ned, og at forebyggelse kan forhindre den i at vende tilbage. Men i en tid, hvor livsstil og sundhed er blevet en vare, der kan sælges, er der pludselig mange, der har fundet den ”rigtige” måde at leve sit liv på, og det er ikke altid, at de er enige med den etablerede videnskab. Alle ideer, der øger livskvaliteten, er velkomne. Der er et væld af gode råd, der utvivlsomt kan hjælpe mange, men når man begynder at give anbefalinger, der går direkte imod den etablerede videnskabs anbefalinger, så er man gået for langt. Det kan have alvorlige konsekvenser for dem, der følger rådene, men også for den generelle sundhed. 

Da coronavirus SARS-CoV-2, der forårsager sygdommen til covid-19, ramte, eksploderede antallet af gode råd. I takt med at sygdommen bredte sig til hele kloden, var der flere ting, der blev mere og mere tydelige – både i Danmark og det øvrige af verden: For det første mangler der generel viden om sygdom, infektioner og sundhed. Derfor var der mange, der var usikre på, hvordan virus smittede, om der overhovedet var noget at bekymre sig om, hvorvidt det gav mening at bære maske, om der var en vaccine, og om man i givet fald skulle tage den? Det avlede generel usikkerhed i befolkningen. Desuden blev epidemien et politisk spørgsmål, hvorfor det kunne være svært at få ren besked om situationen. 

Ambitionen med dette initiativ er at stille den basale viden til rådighed uden politiske, økonomiske eller andre hensyn. Det politiske aspekt betyder ikke, at oplysningerne står i opposition til regeringen og dens rådgivere eller andre partier for den sags skyld. Det betyder udelukkende, at tilgangen er saglig og apolitisk.     

Initiativet har udelukkende kunnet realiseres på baggrund af Sygeforsikringen “danmarks” støtte. 

Holdet bag

Initiativet til Ren Besked om Sundhed er taget af professor Thomas Bjarnsholt i samarbejde med Claus Lex fra design- og kommunikationsbureaet Ehrhorn Hummerston. Samarbejdet er unikt i den forstand, at initiativet hviler på en solid faglighed fra relevante eksperter, og alt er tilrettelagt og understøttet af design- og kommunikationsbureauet Ehrhorn Hummerston, så selv de mere komplekse forhold bliver lettere tilgængelige for alle. Eksperter har beredvilligt stillet deres viden til rådighed. En særlig tak skal rettes til Peter Østrup Jensen, der tålmodigt har hjulpet med at kortlægge den overordnede immunologi. Desuden ønsker holdet bag initiativet at takke alle på Costerton Biofilm Centre på Københavns Universitet, ligesom de ønsker at takke det ekspertpanel, der velvilligt har stillet op til videointerviews. 

Ekspertpanelet

Thomas Bjarnsholt

​Professor i Biofilm
og Kroniske Infektioner

Åse Bengård Andersen

​Ledende overlæge
Afdeling for Infektions-sygdomme Rigshospitalet

Ida Donkin

Læge, PhD
Nordsjællands Hospital

Bente Klarlund

Professor i
Integrativ medicin

Niels Frimodt-Møller

Professor i Klinisk Mikrobiologisk 
Afdeling Rigshospitalet

Lisbeth Kyndi

Hygiejnesygeplejerske
Rigshospitalet