Mundbindet var det mest tydelige tegn på covid-pandemien. Overalt blev imødekommende smil erstattet af distancerende mundbind. Det fik i kombination med uklar kommunikation omkring mundbindenes effekt nogle til at vælge dem fra.
Nogle skeptikere hævdede, at mundbindene var undertrykkende og alligevel ikke virkede. De mente, at smittetallene havde været de samme, hvis vi ikke bar mundbind. Det kan være svært at give et entydigt svar på det, for indsatsen var som bekendt en samlet indsats bestående af flere tiltag end bare mundbindet. Til gengæld er det sikkert, at den samlede indsats har virket. Det kan man bl.a. aflæse af de årlige forekomster af influenza. Det er ligesom covid-19 en sygdom, der forårsages af virus. Den overvåges i de fleste lande. Derfor er det let at sammenligne de foregående år med det seneste, hvor de fleste lande har været underlagt restriktioner – herunder mundbind. Data taler her et meget tydeligt sprog: Der er stort set ingen registrerede forekomster af influenza i forhold til tidligere år. Det gælder både Danmark og andre lande underlagt restriktioner. Der er selvfølgelig tale om en sammensat restriktiv indsats, der tillige begrænser antallet af møder mellem mennesker, og det – ligesom de øvrige restriktioner – har selvfølgelig også været med til at holde smitte nede.
Mundbindet er ikke en ny opfindelse. Det har været flittigt brugt af bl.a. opererende læger og sygeplejersker, og visse især asiatiske lande har længe brugt dem af flere forskellige hensyn: forurening, smittebegrænsning og endda mode. I Danmark har vi ingen tradition for at bære mundbind. Det kan skyldes vores kultur, hvor tildækning af ansigtet signalerer afvisning. Faktisk blev det i 2018 forbudt ved lov at dække ansigtet til i offentligheden, men med pandemiens indtog tjener maskerne som et anerkendelsesværdigt formål og er derfor ikke i strid med loven.
Mostanden mod masker har eksistereret, siden de blev taget i brug. Fx da man d. 17.12. 1918 indførte maskepåbud i San Francisco, fordi man registrerede et stigende antal døde som følge af den spanske syge-epidemi. Kort efter blev en forening stiftet: Anti-maske ligaen. De opponerede kraftigt imod maskepåbuddet, da de tvivlede på deres effekt. Den daværende epidemi var årsag til mere end 50 mio. dødsfald, da den rasede i hele verden i 1918-1920.
Skal jeg bære mundbind, når myndighederne anbefaler det?
Ja, det skal du. Det skal dog siges, at denne anbefaling er baseret på et teoretisk fundament. Der er ikke foretaget mange undersøgelser, der en gang for alle fastslår, hvad mundbind betyder for smittespredningen af SARS-CoV-2 i et givent samfund. Det er nemlig ikke muligt at sige ret meget generelt om mundbind, da man altid bør forholde sig til den eller de sygdomme, man ønsker at beskytte imod i en konkret kontekst. Det mest omtalte studie på området, det danske DANMASK-19-studie, gjorde os desværre ikke meget klogere.
Skulle man udforme et validt klinisk forsøg, ville det være etisk kritisabelt. Så er man nemlig nødsaget til at udsætte forsøgspersonerne for unødig smitterisiko ved at anbringe dem i en population med udbredt smitte. I det lys har mundbindsskeptikerne ret, når de indvender, at der ikke er valide videnskabelige beviser for deres effekt. Det er der heller ikke for faldskærme, men her er der dog færre, der tvivler på deres effekt.
Det stort anlagte studie blev gennemført i april og maj 2020 og skulle kortlægge, om mundbind beskytter bæreren mod coronainfektion, når mundbindet bruges som supplement til myndighedernes øvrige anbefalinger. På det tidspunkt anbefalede myndighederne ikke brug af mundbind, hvorfor kun ganske få havde taget dem i brug. 6024 voksne danskere blev ved lodtrækning inddelt i to lige store grupper: en mundbinds- og en kontrolgruppe, der altså ikke bar mundbind under forsøget. Efter en måneds opfølgning kunne man konstatere, at 1,8% af deltagerne i mundbindsgruppen havde haft infektion, mens 2,1% af deltagerne i kontrolgruppen – altså de, der ikke bar mundbind – havde haft infektion. Forsøget viste altså en moderat grad af beskyttelse, hvis man bærer maske.
Forsøget gav for nogle anledning til at diskvalificere mundbindet aldeles. De mente ikke, at generne forbundet med at bære det, stod mål med den relativt beskedne gevinst. Desværre er det ikke en konklusion, man kan drage på baggrund af studiet. Studiet havde udelukkende til formål at vise graden af beskyttelse, som mundbindsbæreren kan forvente, når andre ikke bærer mundbind, men da det primære formål med mundbind er kildekontrol – altså forhindre at en inficeret bringer smitten videre – siger studiet intet om de samlede gevinster. Desuden var der på det pågældende tidpunkt kun et beskedent smittetryk i Danmark. Det betyder, at de forskellige regioner ikke er sammenlignelige, og derfor kan man ikke – i hvert fald ikke på baggrund af DANMASK-19-studiet – hverken diskvalificere eller kvalificere mundbindene.
Der er dog studier, der hæver effekten over enhver tvivl: Mundbind reducerer risikoen for, at bæreren smitter andre med influenza, covid-19, rinovirus og lignende sygdomme. Det er også derfor, at læger og sygeplejersker bærer mundbind under operationer. Det sker for at beskytte patienten mod luftbårne smitsomme stoffer, som personalet kunne overføre. Desuden beskytter de bæreren mod stænk og sprøjt fra patienten, der kan rumme smitte, men formålet er primært at beskytte patienten.
Mundbindanbefalingerne på både hospitaler og i det offentlige rum var primært et hensyn, man tog for at beskytte andre – kun i beskedent omfang for at beskytte sig selv. Mundbind er udviklet med det formål at forhindre, at man kommer til at smitte andre ved de små dråber, man udsender med sit åndedræt, ved tale, hosten, nysen etc.
Filtrering
Det er helt forståeligt, at mange ikke bryder sig om mundbindet. Det begrænser vores sociale interaktioner – bl.a. fordi man ikke kan se, når man smiler, og så er det de færreste, der nyder at have det på. Hvis man skal udholde mundbindet, bør gevinsten også være åbenbar, og da den offentlige debat har sået tvivl om det, har det desværre fået nogle til at droppe mundbindet.
Et af de budskaber, der har fået folk til at droppe mundbindet, er dets manglende evne til at kunne filtrere luftens mindste partikler fra, og da viruspartikler er blandt de mindste, har det fået nogle til at konkludere, at mundbind er uden effekt. Det er helt rigtigt, at mundbind ikke kan filtrere de mindste viruspartikler fra, men det er heller ikke nødvendigt, for at de skal være effektive. De små viruspartikler kan nemlig ikke bevæge sig af sig selv. De skal have et lift af fx spytpartikler, og de er som regel så store, at mundbindet stopper dem.
Når vi taler, ånder, nyser, hoster eller synger, vil det udsende en fin sky af partikler. Nogle er store, synlige dråber, mens andre er så små, at de ikke kan opfanges med øjet. De kaldes aerosoler. De store dråber udgør kun umiddelbar fare, hvis man står så tæt, at man kan blive ramt af dråberne. Her er tyngdekraften på vores side, men hvad aerosolerne angår, hjælper tyngdekraften ikke. De bevæger sig på samme måde som cigaretrøg, og den kan som bekendt hænge i luften i flere minutter for ikke at sige timer.
For at blive klogere bliver man nødt til at kigge nærmere på maskernes filtreringsevner og de partikler, man prøver at bremse. Viruspartikler er i sig selv meget små – ca. 0,1 µm (mikrometer). 1 mikrometer er en milliontedel af en meter. Det betyder, at der går 1000 mikrometer på en millimeter. Det er meget mindre, end mundbind kan fange. Almindelige stofbind kan kun stoppe partikler på min. 0,3 µm, og hvad nytter mundbindene så? Heldigvis forholder det sig sådan, at viruspartikler ikke kan rejse alene. De er helt afhængige af at kunne få et lift på en dråbe. Disse smitsomme dråber varierer i størrelse fra 0,2 µm til flere hundrede mikrometer i diameter. De fleste er 1-10 µm, og med den størrelse kan de hænge længe i luften og på den måde sprede smitte, hvis det ikke var for mundbindet, der altså reducerer smitten betragteligt, fordi mundbind stopper langt de fleste partikler over 0,3 mikrometer.
