Håndvask er en særdeles effektiv måde at reducere smitterisiko af enhver art og bør være en naturlig del af hverdagen. Håndvask reducerer risikoen for at overføre infektioner som influenza, forkølelse, fødevareinfektioner, og senest har god håndhygiejne været et centralt værktøj i bekæmpelsen af covid-19. Som noget helt centralt i langt de fleste informationskampagner over hele verden stod anbefalingen om hyppig håndvask eller afspritning. For fagpersoner var den oplysning selvindlysende, mens helt almindelige mennesker måske ikke havde så godt styr på netop det aspekt. Håndvask er for de fleste en vane efter toiletbesøg, før madlavning, og når man ellers har været i kontakt med noget beskidt. De færreste vaskede inden pandemien hænder i det daglige med det eksplicitte formål at reducere smitterisiko.
Hvad betyder god hygiejne for vores generelle sundhed?
Derfor reducerer håndvask smitte
Sæbe har en særlig evne til at opløse fedt. Det er væsentligt af to årsager. For det første opløser sæben en del af fedtlaget på vores hænder, som derefter kan skylles af. I det fedtlag sidder døde hudceller, bakterier og eventuel virus. For det andet opløser sæbe den fedtmembran, der ligger som en beskyttende hinde omkring viruspartikler. Ødelægges den, ødelægges virus, da virussens arvemateriale i viruspartiklens centrum er meget sårbart. Man får sjældent vasket alle bakterier eller viruspartikler af, så man kommer sikkert til at tørre nogle af i håndklædet. Det udgør derfor en potentiel smittekilde for den næste, der tørrer sine hænder i samme håndklæde. Derfor er papirhåndklæder på offentlige toiletter altid at foretrække.
Hvor ofte er ofte?
En væsentlig del af smittekilden kan altså undgås, hvis vi alle husker at vaske vores hænder jævnligt. Hvor ofte og hvordan kan du læse mere om her:
Langt de fleste har nogle sunde rutiner omkring håndvask. De vasker hænder efter toiletbesøg, efter beskidt arbejde, inden spisning etc. God håndhygiejne er altid en god ide – især når der er en smitsom virus som fx corona i omløb – men der bør være tanke bag. Der er alt for mange eksempler på især børn, der er beordret til at vaske deres hænder flere gange i timen med det resultat, at de udvikler eksemlignende tilstande, men hvad skal der egentlig til?
Hvor tit skal man vaske hænder?
Sådan vasker du hænder
Det kan virke overflødigt at skulle fortælle, hvordan man vasker hænder, men hvis man observerer, hvordan mange vasker hænder i det offentlige rum – når man er på restaurant, bar eller i biografen – er det tydeligt, at det for mange er en god ide at blive mindet om, at korrekt håndvask tager ca. 1 minut.
- Fjern eventuelle ringe. Skyl derefter hænderne. Det er hygiejnemæssigt ligegyldigt, om vandet er varmt eller koldt. Bakterier dør først omkring de 60 grader, og det er alt for varmt for huden. Varmt/lunt vand har desuden en tendens til at udtørre hænderne mere end koldt vand.
- Når hænderne er våde, tilføres sæbe. Tilføres sæben først, kan det være med til at udtørre hænderne. Dernæst fordeles sæben, og der gnubbes godt mellem fingre, på håndryggene, fingerspidserne og håndleddene. Sæbe er væsentlig af to årsager. For det første opløser sæben fedtlaget på vores hænder, som dernæst kan skylles af. I det fedtlag sidder bakterier og eventuel virus. For det andet opløser sæbe den fedtmembran, der ligger som en beskyttende hinde omkring en viruspartikel. Ødelægges den, ødelægges virus, da virussens arvemateriale i viruspartiklens centrum er meget sårbart. Man får sjældent alle bakterier eller viruspartikler af, så man kommer sikkert til at tørre nogle af i håndklædet. Det udgør derfor en potentiel smittekilde for den næste, der tørrer sine hænder i samme håndklæde.
- Skyl hænderne grundigt. Sæberester kan udtørre hænderne og forårsage eksem.
- Tør hænderne grundigt. Mangelfuld aftørring kan faktisk udtørre hænderne og forårsage eksem.
Håndsprit
Der var ikke mange danskere, der fast havde håndsprit i bil, taske og lomme, før covid-19 gjorde sit indtog. Siden er håndspritten blevet fast inventar, når vi handler, og når der ikke er umiddelbar adgang til en håndvask, men er afspritning egentlig lige så effektivt som håndvask?
Ja, er det korte svar, men ikke til synlig snavs. Håndsprit er, hvis det bliver brugt rigtigt, endda mere effektivt end håndvask, hvis det ikke gælder synlig snavs. Dog er der nogle typer af bakterier og vira, som spritten ikke virker på. Det gælder fx norovirus, der forårsager roskildesyge. Desuden er håndvask altid at foretrække efter toiletbesøg, da sprit kan indkapsle evt. efterladenskaber på hænderne, hvorfor de senere kan gøre skade.
Kan sprit altid erstatte håndvask?
Slår håndsprit alle bakterier og vira ihjel?
Korrekt brug af håndsprit
Håndsprit uskadeliggør effektivt både bakterier og vira. Da fjenden primært var coronavirus, var spritten en god allieret, da virusset var relativt let at uskadeliggøre. Det skyldes, at det er en kappeklædt virus, hvis klæbrige hinde let opløses af sprit (alkohol) og uskadeliggør den. I Danmark anbefales alkohol i en koncentration på 70-85%. Ved disse procenter er håndsprit effektiv mod 99% af eventuelle smittestoffer på bare 30 sekunder, og så er spritten endda mere skånsom for hænderne end håndvask, hvis der er tilsat glycerol. For at opnå fuld udnyttelse af spritten anbefales det at bruge så meget sprit, at hænderne er fugtige i mindst 30 sekunder under indgnidning. Sørg for at komme ind mellem fingrene, og husk også håndryggene.
Tørre hænder
Uanset om man bruger håndsprit eller vasker hænder, har de fleste nok oplevet tørre tænder som følge af den intensiverede håndhygiejne under covidpandemien med hyppigere håndvask og afspritning. En mild håndcreme kan effektivt afhjælpe det problem. Desuden skal man kun vaske hænderne, når det er nødvendigt.
Tommelfingerregler for håndvask
- Vask hænder, når du ankommer til et nyt sted: på arbejdet, hjem, på besøg etc.
Det gælder også, selv når dit ærinde ude har været kort. - Inden madlavning og spisning.
- Når du har pudset næse.
- Efter håndtering af affald.
- Efter toiletbesøg, bleskift eller andre oplagte situationer.
- Efter beskidt arbejde.
Afspritning er mest oplagt, når håndvask ikke er muligt.
Håndvask er et væsentligt værktøj, der har haft kolossal indflydelse på vores generelle sundhed. Faktisk er det ikke så længe siden, at vi lærte væsentligheden af god håndhygiejne. Det kan du læse mere om her.
Manden, der lærte os at vaske hænder, hed Ignaz Semmelweis (1818-1865) og var fra Ungarn. Han blev i 1846 ansat som lægeassistent på et sygehus i Wien. Det var ikke en let tid at være læge i. Tiden var præget af sygdom, kaos og overfyldte hospitaler. På det pågældende sygehus, Allgemeines Krankenhaus, fandtes der to fødeafdelinger. Semmelweis bemærkede en iøjefaldende forskel på de to: På den afdeling, han selv var tilknyttet, kom kvinder fra det bedre borgerskab, mens de lavere sociale klasser fødte på hospitalets anden afdeling. På den førstnævnte blev de fødende kvinder tilset af sygehusets bedste og mest erfarne læger, mens det var helt unge jordemødre, der tog sig af det fattigere klientel. I modsætning til hvad man skulle tro, oplevede man højere dødstal blandt det bedre borgerskab, end man så på den anden afdeling. Faktisk døde hele 10% af kvinderne af en såkaldt barselsfeber på den fine afdeling, mens kun 2% bukkede under i forbindelse med fødsel på den anden. Det var et mysterium, som Semmelweis satte sig for at løse.
Foto: Scannet fra “Die großen Deutschen im Bilde” (1936) af Michael F. Schönitzer.
Han afsøgte alle muligheder. Måske døde kvinderne af skam, fordi de blev tilset af mænd? Måske var det præsternes daglige ringen med sakramenteklokke på fødegangen, der påvirkede kvinderne, så de gik i en form for dødelig choktilstand? Hypoteser var der nok af, men altså ikke nogle, der var det store hold i. Først i foråret 1847 fik Semmelweis et gennembrud. Det skete desværre på en tragisk baggrund. Hans gode ven og kollega, Jakob Kolletschka, døde pludseligt efter at have skåret sig i fingeren med en skalpel. Uheldet skete under obduktion af en kvinde, der havde født på den fine fødeafdeling. Til Semmelweis’ store forbløffelse viste den efterfølgende obduktion af Kolletschka, at hans sygdom havde tydelige ligheder med den sygdom, kvinden var død af: den såkaldte barselsfeber.
Semmelweis mente, at der måtte være en form for ”ligstof” på kroppen af dem, der var døde af barselsfeber, og at det kunne overføres fra person til person. Dengang vidste man endnu ikke, hvad bakterier var, eller at de overhovedet eksisterede. Mikrobiologien fik først sit gennembrud flere årtier senere. Semmelweis mente, at hans lægekollegaer fik ligstoffet på hænderne, når de obducerede og overførte det til de gravide kvinder, de behandlede på fødeafdelingen efterfølgende. Jordemødrene derimod deltog aldrig i obduktionerne, og derfor kom de ikke i kontakt med ligstoffet. På den måde kunne Semmelweis forklare den store forskel i dødelighed mellem de to fødestuer – og han kunne endda afhjælpe problemet, hvis han kunne overtale lægerne til at vaske hænder. Det var ikke let, men det lykkedes gradvist at få de ældre læger overtalt, og snart kunne håndvasken aflæses i dødelighedsstatistikkerne fra de to fødegange. Dødeligheden var nu ens på begge fødegange.
Ignaz Semmelweis havde formået at nedbringe dødeligheden drastisk, men det udløste desværre ikke den store hæder. Faktisk var han ganske udskældt, da den etablerede lægestand ikke var videre begejstret for at blive udstillet som årsag til hundredevis af døde kvinder som følge af deres tvivlsomme hygiejne. Han blev gradvist marginaliseret, indtil han til sidst forlod Wien. ”Jeg tog af sted, fordi jeg ikke kunne tåle flere frustrationer over Wiens medicinske etablissement”, skrev han senere i sine erindringer.
I dag ved vi, at Semmelweis havde ret – i hvert fald i den del, der handlede om håndhygiejne. Han blev aldrig anerkendt for sin præstation, og han blev mere og mere indebrændt, indtil han endte på en sindssygeanstalt i 1865. Her døde han kort tid efter indlæggelse af en blodforgiftning. Han blev kun 47 år gammel.
Håndtryk
Vores hud er fyldt med bakterier. Det gælder også huden på hænderne. Bakterierne er en del af vores permanente hudflora, der ligger i de dybere hudlag. Disse bakterier er som udgangspunkt ikke farlige, hvorfor vi i det daglige sagtens kan give hånd til nye og gamle bekendtskaber. I de øvre hudlag findes den midlertidige, påførte hudflora. Den kaldes også den transiente hudflora, og den kan rumme bakterier, der potentielt kan være skadelige. Det er her, de patogene, altså sygdomsfremkaldende, bakterier kan findes. Har man fx influenza og nyser i hænderne, vil et stort antal virus sætte sig på hænderne. De viruspartikler kan fx overføres til andre ved håndtryk. Hvis de nu gnider sig i øjnene, piller næse, bider negle, sutter på fingrene, vil de overføre smitstoffer til de slimhinder, der er indgangsporten for sygdommen. Sker det, er der øget risiko for, at den pågældende bliver inficeret. Hvor stor risikoen er, afhænger af mængden af smitstof og personens modtagelighed.
Problemet er, at man ikke kan vide, om den, man giver hånden, har patogener på hænderne. Det har for mange været mærkeligt at hilse uden håndtryk. Nogle har derfor taget andre hilseformer i brug: Man har fx stødt albuer eller fødder sammen, vinket eller samlet egne håndflader foran brystet og hilst med et lille buk, som man kender det fra Østen. Håndtrykket har haft svære vilkår under pandemien, og nogle frygter, at håndtrykket helt vil forsvinde. De mener derfor, at vi sagtens kan vende tilbage til at give hinanden hånden, for man kan jo bare spritte af efterfølgende, mener de. For andre ligger der en uheldig signalværdi i at skulle afspritte efter håndtryk, hvorfor de ikke har så travlt med at tage håndtrykket i brug igen.
Håndtrykket er indlejret i vores kultur, og der opstår løbende situationer, hvor man skal tage stilling til, om man vil give hånd eller ej. Afslår man fx en fremstrakt hånd, når man møder ind til en jobsamtale? Det kan virke uhøfligt, men man skal selvfølgelig ikke give hånd, hvis man ikke er tryg ved det. Det er en individuel beslutning, om man vil give hånd eller ej, men det er nok en god ide at gøre op med sig selv, hvad man foretrækker, så man er klar, når situationen opstår. På den måde kan man afværge uheldige situationer.
Den sanitære revolution
En landvinding for sundheden fandt sted i 1800-tallet, da en infam stank fra byens latriner og åbne kloakker fik samtiden til at handle: Man etablerede lukkede kloaksystemer og foretog dermed en sundhedsrevolution.
Hvad værre var de bakterier, som efterladenskaberne rummede. Det var før, man kendte til bakterier, men man mente dengang, at den fæle stank var kilden til sygdom – herunder koleraen, der ramte Danmark i 1853 og mange andre lande i Europa omkring samme tid. Sygdommes udbredelse førte til det, man har kaldt den sanitære revolution, der blandt andet førte til kloakering og adgang til rent drikkevand. Initiativet blev mere og mere omfattende i takt med, at flere fik installeret toilet.
Hvad værre var de bakterier, som efterladenskaberne rummede. Det var før, man kendte til bakterier, men man mente dengang, at den fæle stank var kilden til sygdom – herunder koleraen, der ramte Danmark i 1853 og mange andre lande i Europa omkring samme tid. Sygdommes udbredelse første til det, man har kaldt den sanitære revolution, der blandt andet førte til kloakering og adgang til rent drikkevand. Initiativet blev mere og mere omfattende i takt med, at flere fik installeret toilet.
Hvad har hygiejne betydet for menneskeheden?
I 1998 kårede det medicinske tidsskrift, British Medical Journal, den sanitære revolution som vigtigste medicinske opfindelse, siden tidsskriftet blev stiftet i 1840.
