fbpx

Hverdagssygdomme

Hjem » Sygdom » Hverdagssygdomme

Vira og bakterier er årsag til en lang række af de sygdomme, vi stifter bekendtskab med i løbet af året. Vi får vrøvl med maven, ondt i halsen, influenza etc. De skavanker opstår typisk som resultat af en infektion. En af de mest almindelige infektionssygdomme, de fleste af os fx støder på, er forkølelse. Den skyldes ikke, som man tidligere troede, kulde, men virus. Kulden kan dog stadig øge risikoen for, at vi bliver forkølet, da den giver virus bedre smittebetingelser. Når det er koldt, stimler vi sammen indenfor. Det øger risikoen for at indånde smitsomme spytpartikler gennem næse eller mund. Disse indgangsportaler patruljeres ellers af de hvide blodlegemer i vores blod, men når det er koldt, trækker vores blod ind omkring vores organer for at holde dem varme, og så er der færre hvide blodlegemer til at holde vagt ved slimhinderne i næsen. Endelig klarer virus sig bedre i kulde end varme, hvorfor den kan overleve længere på dørhåndtag, legetøj etc. Det er altså ikke kulden i sig selv, der forårsager sygdom, men den giver virus bedre betingelser og svækker samtidig vores eget beredskab.

Skal jeg til lægen?
Det er normalt ikke nødvendigt at søge læge, når man er forkølet. Symptomerne, der består af øm hals, hoste, hovedpine og løbende næse, vil typisk aftage inden for en uge. Desuden har lægen ingen værktøjer til at afkorte problemet, da forkølelse skyldes en virus og derfor ikke kan behandles med antibiotika. I tvivlstilfælde kan lægen dog vælge at tage en blodprøve for at udelukke andre sygdomme.   

Blodprøve, podning og infektionstal

Hvis du har mistanke om, at dine symptomer er værre end ved almindelig forkølelse, er det altid en god ide at ringe til din læge. De kan på baggrund af dine symptomer med stor sikkerhed afgøre, om du skal tilses eller ej. Er det tilfældet kan lægen vælge at tage en blodprøve eller en podning. Det sker nogle gange for at afgøre, om din infektion skyldes bakterier eller vira. Det er væsentligt i forhold til at vide, om din infektion kan behandles med antibiotika, eller der er tale om en virusinfektion, som gør, at du må vente, til dit immunforsvar har slået infektionen ned.

Blodprøven måler infektionstallet i blodet. Man måler typisk antallet af hvide blodlegemer, som er den del af immunforsvaret, der i første omgang bekæmper en infektion. Hvis antallet af de hvide blodlegemer er forhøjet – mere end 10 mia/l – kan der være tale om en infektion, men det kan også skyldes andet – fx høj fysisk aktivitet. Ved at foretage en såkaldt differentialtælling, hvor antallet af de forskellige typer af hvide blodlegemer anslås, kan lægen tegne et mere præcist billede af, om infektionen skyldes bakterier eller virus. Det samme kan en CRP-måling, der måler mg C-reaktive proteiner pr. liter. C-reaktivt protein dannes i leveren, og produktionen stiger bl.a. ved infektioner. Hvis værdien er moderat høj – fx 50 mg/l – er der sandsynligvis tale om en bakteriel infektion, mens virusinfektioner normalt udløser værdier under 20 mg/l. Normalområdet ligger under 10 mg/l. Metoden kan ikke med sikkerhed afgøre, om en infektion er bakteriel eller ej, men i kombination med lægens viden og erfaring, vil en blodprøve bekræfte diagnosen yderligere. Ved en podning vil man i laboratoriet dyrke eventuelle inficerende bakterier og bestemme deres følsomhed for antibiotika. Herfra kan man bedre målrette den videre behandling med den rette antibiotika, der specifikt rammer den pågældende bakterie. 

Forrige artikel

Smittetyper

Næste artikel

Bakterie eller virus?

Relaterede artikler
Læs mere

Antibiotika

Siden Alexander Fleming opdagede penicillin ved et tilfælde i 1921, er der udviklet mange lignende præparater med forskellige…
Læs mere

Bakterier

Bakterier var de første levende organismer på jorden. Herfra er alt andet liv udviklet – herunder også menneskerne.…
Læs mere

Smittetyper

Overalt vi færdes, er der risiko for, at vi bliver smittet af andre, hvis de er syge. Det…
Læs mere

Bakterie eller virus?

Når mange forveksler bakterier med virus i det daglige, skyldes det flere sammenfald. De kan fx begge gøre…