fbpx

Immunsystemet

Hjem » Almen sundhed » Immunsystemet

Kroppen består af en række forskellige organer og systemer: herunder hjertet, lungerne, nyrerne, huden, fordøjelsessystemet, lymfesystemet og kredsløbet. Hvert organ og system har en bestemt funktion. Hjertet pumper blodet rundt, lungerne forsyner blodet med ilt og udskiller kuldioxid, nyrerne udskiller affaldsstoffer og stabiliserer blodtryk og kroppens pH-værdi etc. Immunsystemet adskiller sig fra både organer og organsystemer ved at være spredt ud i hele kroppen. Det fungerer på tværs af organer, celle- og vævstyper og har til formål at bekæmpe evt. mikroorganismer, der invaderer vores kroppe. Selve ordet ”immun” er latin og betyder ”fri for”. Immunsystemets opgave er at holde os fri for invaderende bakterier, vira, svampe eller parasitter. Immunsystemet udgør kroppens forsvar mod invaderende mikroorganismer. Derfor kaldes det også immunforsvaret.  


En væsentlig del af vores immunforsvar er lymfesystemet. Det består af lymfeknuder og lymfekar og findes overalt i kroppen. Det kan beskrives som et fint spindelvæv, der dækker hele vores krop. Lymfesystemet er fyldt med milliarder af hvide blodceller, der skal bekæmpe infektioner forårsaget af vira, bakterier og andre mikroorganismer. Lymfesystemets primære opgave er at opsamle og rense overskydende væske fra væv og føre det tilbage i blodbanen via hjertet. På dets vej til hjertet, passerer det flere lymfeknuder. De filtrerer lymfevæsken for bakterier, affaldsstoffer etc., og der udvikles forsvarsceller, som kan bekæmpe indtrængende mikrober, der kan forårsage problemer. Det kan fx være vira, bakterier eller andre mikroorganismer, der har fundet ind, hvor de ikke hører til. 


Enhver levende organisme er konstant truet af andre organismer. Det gælder både mikroorganismer og større dyr. Derfor har enhver art udviklet en række værn og beskyttelsesmekanismer, der skal sikre overlevelse. Det kan være camouflage, så eventuelle rovdyr ikke får øje på byttedyret, det kan være evnen til at klatre i træer eller andre egenskaber, der gør flugten mulig. Imidlertid er flugten ikke mulig, når en organisme invaderes af fremmede organismer som fx parasitter, bakterier, vira og svampe. I stedet iværksættes en indre kamp for at bekæmpe invasionen. Denne kamp føres af immunforsvaret, og det går ikke stille for sig. 

Ublid velkomst
Fremmedelementer, der forårsager en reaktion af vores immunforsvar, kaldes for antigener. Når et antigen – fx en bakterie – kommer forbi vores første forsvarssystem, som består af huden, slimhinder, fimrehår etc.  får bakterien en ublid velkomst. Proteiner fra det såkaldte komplementsystem patruljerer blodet og advarer, hvis det finder indtrængende mikroorganismer. Proteinerne kan desuden dække de indtrængende med et lag, der tiltrækker de hvide blodceller, der er særligt effektive til at ”spise” mikroorganismer. Den slags hvide blodceller udgøres af makrofager og granulocytter. De er en slags specialiserede immunceller, der ”spiser” bakterier, vira, parasitter og døde og defekte kropsceller. Er der fx uønskede bakterier i et sår, vil man se pus og sårsekret. Det består af en blanding af døde mikrober, døde granulocytter og makrofager samt ødelagt væv. Kroppen kan også øge kropstemperaturen; man får feber. Det er i mange tilfælde nok til, at det indtrængende antigen går til grunde, men feberen øger også kroppens reparationsproces.

Ordet ”immun” kommer af latin og betyder ”fri for”. Immunforsvarets arbejde er altså at holde os fri for potentielt sygdomsfremkaldende mikroorganismer. En væsentlig forudsætning for, at immunforsvaret kan fungere optimalt er at kunne skelne kroppens egne celler og stoffer fra udefrakommende trusler. Når det er sket, skal forsvaret kunne reagere på en måde, der uskadeliggør den indtrængende.  

Hvis der er tale om de såkaldte patogene mikroorganismer, er infektionen skadelig. Ordet patogen er oldgræsk og betyder ”ophav til lidelse”. Mikroorganismer, der koloniserer vores kroppe, men ikke afføder sygdomme, kaldes apatogene. Det ord kommer også af oldgræsk og betyder ”ikke ophav til lidelse”.

Immunforsvaret kan inddeles i to forskellige systemer: det innate – også kaldet det medfødte ­­– og det adaptive – også kaldet det tillærte immunsystem. 

Det medfødte immunsystem

En hvid blodcelle (gul) i færd med at fagocytere en bakterie (orange) for at destruere den. Elektronmikroskop-billede af Volker Brinkmann.

Dette immunsystem er de grundindstillinger, vi alle fødes med. Det ændrer sig ikke gennem livet og har ligesom det tillærte immunsystem til formål at holde os raske. Det består af huden, slimhinder, celler der cirkulerer i blodet – fx fagocytter i form af makrofager og granulocytter – og proteiner fra det såkaldte komplementsystem. Der er også en række kemiske barrier, der gør det svært for udefrakommende mikroorganismer at overleve. Spyt, tårer og mavesyre indeholder fx kemikalier, der er meget farlige for potentielt skadelige mikroorganismer – de såkaldte patogener. I modsætning til det tillærte immunsystem reagerer det medfødte immunsystem meget hurtigt mod patogener hver gang, der finder en infektion sted.

Hvis en mikroorganisme alligevel trænger igennem vores beskyttende barrierer, sætter næste forsvarskæde ind. Den består af vores celler, der uskadeliggør den indtrængende mikroorganisme. Det kan i nogle tilfælde være nødvendigt, at cellerne får den indtrængende mikroorganisme udpeget. Det kan ske gennem vores såkaldte komplementsystem, der er en del af det medfødte immunforsvar. Ordet ”komplement” kommer af latin og betyder ”noget der tilføjes noget eksisterende for at fuldstændiggøre det”. Komplementsystemet er altså noget, der gør vores medfødte immunsystem komplet. Det består af en række proteiner – ca. 40 stk. Disse proteiner kan opdage og udpege eventuelle indtrængende mikroorganismer over for vores immunceller, der kan spise – fagocytere – skadelige mikroorganismer. Der er også nogle af vores immunceller, der er specialiseret i at indsamle stykker af de indtrængende mikroorganismer, og i at præsentere disse stykker som antigener for at modne det tillærte immunsystem. Disse stykker svarer til mikroorganismernes fingeraftryk og kan identificeres af det tillærte immunsystem. Er der tale om en infektion, der kan genkendes af det tillærte immunsystem, kan det tillærte immunsystem også hurtigt bekæmpe infektionen.     

Fagocyt
Fagocytter er en type celler, der er i stand til at optage og dermed destruere andre celler eller mikroorganismer. De kaldes nogle steder ”ædeceller”, fordi de indtager andre celler og mikroorganismer, som var de mad. Denne metafor henter endvidere næring i ordets betydning: Ordet fagocyt kommer af det oldgræske ”phagein”, der betyder ”spisning”, og ”kytos”, der betyder ”celle”. Flere af de hvide blodceller er fagocytter og kan dermed ”spise” indtrængende mikroorganismer som fx bakterier.  Hensigten med at æde mikroorganismer er dog ikke at optage næring, men at dræbe mikroorganismerne samt at præsentere dele af mikroorganismerne som antigener for modning af det tillærte immunsystem.


Komplementsystemet er en del af det medfødte immunsystem. Det består af en række proteiner, der aktiveres ved en kaskade-reaktion, og er en vigtig brik, når det gælder om at holde os raske. En central funktion for komplementsystemet er, at et af systemets proteiner (C3b) har evne til at fæstne sig til overfladen af en uønsket mikroorganisme – fx en bakterie. Det kan sammenlignes med, at pengeinstitutter bruger blækpatroner som udløses ved røveri og misfarver pengesedlerne. Det gør det lettere at lokalisere pengesedlerne og i komplementsystemets sammenhæng lettere for andre celler at lokalisere og dernæst neutralisere de uønskede mikroorganismer. En del af komplementsystemets proteiner (C5) har desuden en celledræbende funktion, der sætter dem i stand til at uskadeliggøre bakterier og virusinficerede celler. 


Det tillærte immunsystem

Det smarte ved det tillærte eller adaptive immunsystem er dets evne til at lære at genkende indtrængende mikrober. Når vi rammes af en infektion, råder det tillærte immunsystem, der primært består af lymfocytter, der igen er en undergruppe af hvide blodceller, over nogle hukommelsesceller, som tilhører T- og B-cellerne. 


T- og B-celler er udstyret med cellereceptorer, der kan identificere antigener. B-celler kan binde sig direkte til antigener på overfladen af bakterier og vira. T-celler kan binde sig til antigener der præsenteres på overfladen af inficerede værtsceller eller på overfladen af immunsystemets antigen-præsenterende celler. Antigener stammer fra indtrængende fremmedelementer, der udløser en reaktion i immunsystemet – et såkaldt immunrespons. Det kan være en bakterie, et virus, en parasit etc. Det fungerer sådan, at en immuncelle, der er specialiseret i at finde og nedbryde indtrængende mikroorganismer eller virusinficerede værtsceller finder en celle, der er inficeret. Inficerede celler kan detekteres af makrofager, fordi den inficerede celle præsenterer et antigen i en såkaldt præsentationsreceptor. Vores egen inficerede celle er med andre ord blevet mærket, og vores makrofager ved nu, at den inficerede celle skal nedbrydes. Når det er sket, vil makrofagen sætte antigenet ud i sin egen præsentationsreceptor. På den måde kan den vise andre celler, hvad den har lokaliseret. Når makrofagen møder de uaktiverede T- og B-celler i lymfeknuderne, vil en T-celle genkende antigenet, og den vil hæfte sig sammen med makrofagen. Den handling sætter en proces i gang, hvor T-cellen aktiveres og udsender en række hormonsignaler, der stimulerer produktionen af makrofager. På denne måde kan det medfødte immunsystem samarbejde med det tillærte immunsystem. T-hjælpecellen vil også udsende interleukiner, der er en form for proteiner, der giver værten feber. Det kan lyde uhensigtsmæssigt, men faktisk er feberen en hjælp for immunsystemet, der opererer bedst omkring de 38-39 grader, mens invaderende mikroorganismer normalt har det bedst omkring de 37 grader. Feberen giver altså immunforsvaret hjemmebanefordel. Det øvrige af kroppen er ikke begejstret for de varmere forhold. Vi får hovedpine og bliver sløve af feberen, men det er ikke skadeligt på kort sig

Lymfocyt (leukocyt). Medicinsk nøjagtig 3D-gengivelse af et elektronmikroskopbillede.

Dræberceller
Den aktiverede T-hjælpecelle vil også begynde at dele sig i kloner. Den reproducerer sig selv, så værten er bedre forberedt, næste gang vi inficeres af den samme virus. T-cellen danner hukommelsesceller, som er identisk med den selv, men den danner også effektor-celler eller dræberceller. T-dræberceller har en anden receptor, der gør den i stand til at hæfte på og dræbe de af vores egne celler, der er inficeret af virus eller på anden vis er defekte som fx cancerceller. T-cellen genkender antigener på de dele af mikroberne som makrofagen har processeret og præsenteret. Når T-dræbercellen lokaliserer en inficeret celle ved at genkende antigener, hæfter T-dræbercellen sig fast og ødelægger cellemembranen på den inficerede celle, hvad der slår cellen og dermed virus ihjel. 

T-celle fastgørelse til en kræftcelle.

Vi kan også danne antistoffer over for et antigen. Det sker ved hjælp af B-cellerne. Der findes et utal af antistoffer, der hver især sidder i cellemembranen på B-cellerne. Hver B-celle er unik i forhold til det antistof, den bærer, så der kan gå lidt tid, før antigenet støder på det rette antistof. Når det sker, vil antistoffet binde antigenet, og B-cellen vil hæfte sig fast på en T-hjælpecelle i en såkaldt klonselektion. Når vi står over for en ny infektionstype, kan det godt tage noget tid, før klonselektionen kan finde sted. Der er simpelthen for få T- og B- celler med de rette karakteristika. Det er derfor, at vi bliver syge. Der går lidt tid, før immunforsvaret har mobiliseret det fornødne forsvar over for den indtrængende mikroorganisme. Det har forsvaret dog lært, næste gang vi står over for samme infektion. 

Når klonselektionen er sket, vil B-cellen dele sig i to forskellige typer celler: De såkaldte B-huskeceller og plasmaceller. Huskecellerne bliver der produceret mange af, så klonselektionen ved en eventuel ny infektion kan gå hurtigere, og vi dermed undgår at blive syge, næste gang vi inficeres af samme mikroorganisme. Plasmacellerne sender en masse antistoffer ud i vores blod, som binder sig til de indtrængende mikroorganismer, der efterfølgende kan genkendes ognedbrydes af granulocytter, makrofager og komplementsystemet. Fjenden er nedkæmpet, og værten bliver rask. Desuden har det tillærte immunsystem lært en ny fjende at kende og kan nedkæmpe den langt hurtigere, skulle det støde på den igen. Værten er blevet immun.  


Primær immunrespons

Det tager noget tid at aktivere det tillærte immunsystem. Det skyldes, at T- og B-cellerne primært befinder sig i lymfeknuderne og milten, når de ikke er aktive. Rammes vi af en ukendt infektion, skal immuncellerne først føre antigenerne til milt og lymfeknuder, før de rigtige T- og B-celler kan identificere dem. Når det sker, deler T- og B-cellerne sig, og bliver enten til effektor- eller hukommelsesceller. Effektorcellerne handler – de har en effekt her og nu. De aktiverede effektor-B-celler producerer antistoffer, der binder til de indtrængende mikroorganismer. Det kan fx være SARS-CoV-2, der er den virus, der forårsager covid-19. Når først antistoffet er bundet til en mikroorganisme, ved kroppen, at her er en celle, der skal elimineres. De aktiverede effektor-T-celler bliver cytotoksiske eller hjælpeceller. At en celle er cytotoksisk betyder, at den er celledræbende. Den dræber altså de celler, der præsentere antigener fra de mikroorganismer, der har inficeret cellerne. Andre aktiverede effektor T-celler hjælper til ved at danne stoffer, der aktiverer og tiltrækker andre immunceller.

De hvide blodceller

Leukocytter (fra græsk: hvide celler) eller hvide blodceller er en samlende betegnelse for alle immunceller i blodet. De produceres i knoglemarven og beskytter tilsammen kroppen mod fremmedlegemer og infektioner forårsaget af vira, bakterier, svampe og parasitter. 

Et scanning elektronmikroskopisk billede af blodceller; til venstre en erytrocyt eller et rødt blodlegeme, i midten en blodplade eller trombocyt og til højre en leukocyt eller et hvidt blodlegeme.

Der findes forskellige typer med forskellige egenskaber, men overordnet yder de hvide blodceller et væsentligt bidrag til vores immunforsvar. Nogle typer lever kun et par timer, mens andre typer kan blive flere år gamle. De er årsagen til, at vi kan blive immune, fordi cellerne kan ”huske” en bakterie eller virus fra tidligere og derfor slå den hurtigt ned, når den genkendes, før der udvikles sygdom. 


Knoglemarven er et næringsrigt væv, der producerer en række helt essentielle celler. De bliver alle skabt fra to typer af stamceller, der findes i knoglemarven. Den ene type kan danne knogler, brusk, binde- og fedtvæv. Den anden type danner alle vores knoglemarvs- og blodceller. 

I blodet findes blodplader (trombocytter), røde blodlegemer (erytrocytter) og de hvide blodceller (leukocytter). 

Blodplader (trombocytter)
Blodplader yder en afgørende forskel, når det gælder om at stoppe eventuel blødning. De kan tilsammen danne en form for prop, der standser blødning.

De røde blodlegemer (erytrocytter)
De røde blodlegemer sørger for at transportere ilt fra lungerne ud til muskler og væv, ligesom de transporterer kuldioxid fra celler til lungerne, hvor det udskilles med udåndingsluften. De røde blodlegemer er røde pga. proteinet hæmoglobin. Det er også dette protein, der kan binde ilt og kuldioxid. Når man taler om blodprocent, er det i virkeligheden mængden af hæmoglobin, man måler på. 

De hvide blodceller (leukocytter)
Det findes tre forskellige hovedtyper af hvide blodceller, der varetager forskellige funktioner: granulocytter, lymfocytter og monocytter. 

Granulocytter
Granulocytterne er en del af det medfødte immunforsvar og kan inddeles i tre typer:

  • Neutrofile granulocytter. Dem er der klart flest af, og de er vigtige i bekæmpelsen af bakterielle og svampe-infektioner. De kan optage beskadiget væv, bakterier og lign. Den hvid-gule væske, vi kender fra pus i betændt væv, består primært af døde neutrofile granulocytter og døde celler generelt. 
  • Eosinofile granulocytter er væsentlige i forhold til bekæmpelse af parasitiske infektioner. De spiller også en rolle i forhold til allergi. 
  • Basofile granulocytter er også forbundet med allergiske reaktioner som fx høfeber og astma, hvor de bl.a. frigiver histamin og heparin.

Lymfocytter
Lymfocytterne er en væsentlig del af det erhvervede immunsystem og kan inddeles i tre hovedgrupper:

B-lymfocytter (B-celler) vil, når de registrerer infektion, producere antistoffer i form af proteiner, der kan binde sig til vira og bakterier og uskadeliggøre dem. De kan huske tidligere infektioner, hvorfor kroppen kan reagere hurtigere, skulle den samme infektion ramme igen.

T-lymfocytter (T-celler) kan enten hjælpe med at aktivere andre immunceller, eller de kan selv dræbe virusinficerede celler og bakterier. T-celler kan også udvikle hukommelse, der gør dem i stand til at genkende reinfektion.

Monocytter og makrofager
Monocytter er en del af blodets renovation. De optager, ”spiser” eller og destruerer bakterier, cellerester og andet, der ikke skal være der. Monocytterne kan forlade blodbanen og bevæge sig ud i vævet. Her bliver de til større celler der kaldes markofager (”makro” er latin og betyder ”stor”. ”Fager” betyder ”spisende”). 

Differentialtælling
Ved at analysere blodets sammensætning kan man tælle de forskellige typer leukocytter og dermed blive klogere på, hvilken type infektion, der er tale om. Er der fx et forhøjet antal lymfocytter, er det tegn på infektion forårsaget af virus, er antallet af neutrofile granulcytter forhøjet, er det tegn på bakteriel infektion, mens forhøjede værdier af eosinofile granulocytter er tegn på allergi eller infektion forårsaget af parasitter. 


Kroppens fire forsvarsrækker:

Hud og slimhinder
udgør første forsvarskæde og fungerer som en ydre barriere, der skal forhindre mikroorganismer i at trænge ind i kroppen. Slimhinder indeholder antistoffer, og fimrehår i næse, hals og lunger gør det sværere for mikroorganismer at trænge ind.      

Kropsvæsker
som fx tårer og spyt indeholder også antibakterielle enzymer, der reducerer risikoen for, at mikroorganismer får fat og giver infektion. Mikroorganismer, der er indtaget gennem mad og drikke, får en ugæstfri modtagelse i deres møde med mavesyren. 

Simple celler
som fibroblaster, endotelceller og epitelceller patruljerer, opsporer og eliminerer indtrængende mikroorganismer, der formår at forcere den første forsvarskæde og trænge ind i kroppen. Disse celler arbejder støt og roligt – som regel helt uden, vi opdager det. 

Avancerede celler
udgør den sidste forsvarsrække. De træder til, når der er tale om angreb fra sygdomsfremkaldende vira og bakterier. Disse celler lærer deres fjende at kende og kan huske dem fra gang til gang. Dermed er de i stand til at nedkæmpe potentielle infektioner hurtigt, og man er blevet det, man kalder immun (immun er latin og betyder ”fri for”) – man er altså ikke modtagelig for den specifikke type infektion. Det er disse celler man benytter sig af, når man vaccinerer. Vaccinationer lærer cellerne at genkende specifikke trusler – fx coronavirus SARS-CoV-2.  

Når immunsystemet fejler

Immunsystemet er et uhyre komplekst system med mange indviklede processer. Alligevel formår det med stor præcision ofte at holde os raske – mange gange uden vi lægger mærke til det. Det sker dog, at systemet slår fejl. Det er fx tilfældet med allergi, hvor systemet forveksler uskadelige mikroorganismer med farlige indtrængende. Det er fx det, der sker ved allergiske reaktioner som høfeber. Her tror immunsystemet fejlagtigt, at pollen udgør en fare og sætter derfor bekæmpelsen i gang. Det sker også, at immunsystemet angriber sig selv. Det er tilfældet med de autoimmune sygdomme, hvor kroppen af ukendte årsager angriber eget væv i fx et enkelt organ, led eller hud. Autoimmunitet kendes fra bl.a. gigt og diabetes type I.

Forrige artikel

Motion & hvile

Næste artikel

Vitaminer og mineraler

Relaterede artikler
Læs mere

Vægt

Intet har fyldt så meget i sundhedsdebatten som kropsvægt. Vi ved alle, at det er usundt at være…
Læs mere

Motion & hvile

Motion er blevet en evig kilde til dårlig samvittighed for mange. Vi bevæger os generelt for lidt, og…
Læs mere

De rette næringsstoffer

Der er bred uenighed om, hvad ”de rette næringsstoffer” er, og vi bombarderes jævnligt af selvbestaltede  eksperter, der mener…